Emil Bergholt får en markant rolle i sin første sæson hos SG Flensburg-Handewitt.
Den danske landsholdsstreg er blevet udnævnt til ny anfører for den tyske storklub i sæsonen 2026/27. Benjamin Burić bliver viceanfører.
Beslutningen blev truffet enstemmigt efter de første to uger af opstarten. Cheftræner Aleš Pajovič, sportschef Ljubomir Vranjes og resten af trænerstaben var hurtigt enige om at give ansvaret til den danske nytilkommer.
“En anfører behøver ikke være den spiller, der har været længst tid i klubben. For os var det afgørende, hvem der lever vores værdier ud hver eneste dag og kan føre holdet. Emil har fra første dag vist, hvilken personlighed han kommer med. Han har usædvanligt stærke lederegenskaber, tager ansvar og er en naturlig leder. Det viser sig ikke kun i hans kommunikation, men først og fremmest i hans daglige adfærd,” siger Ljubomir Vranjes på Flensburgs hjemmeside.
Aleš Pajovič ser samtidig udnævnelsen som et signal om den retning, klubben ønsker at bevæge sig i.
“Med Emil sender vi bevidst et signal om en ny begyndelse. Han går forrest med fuld indsats i hver eneste træning og trækker sine holdkammerater med sig. Det er præcis den mentalitet, vi vil se både på og uden for banen,” siger Aleš Pajovič.
Bergholt får støtte fra den rutinerede målmand Benjamin Burić, der har et indgående kendskab til klubben og miljøet omkring holdet.
“Benko har utrolig stor viden om SG og alt det, klubben står for. Den erfaring bliver meget værdifuld for Emil,” siger Pajovič.




























