Odense får skadet dansk profil hjem: - Jeg er bekymret
Louise Burgaard har i en længere periode kæmpet med den ene akillessene, og hun mærkede et riv i den i første halvleg. Hun er bekymret.
STADE PIERRE MAUROY (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Odense Håndbold får en lykkelig, slidt og skadet Louise Burgaard hjem fra et langt og opslidende OL.
I slutningen af første halvlegen mod Sverige mærkede den danske bagspiller et riv, som holdt hende ude resten af kampen:
- Det har selvfølgelig betydet en del. Jeg vil ikke give den alt skylden for, at jeg ikke har levet op til det, jeg gerne vil. Men selvfølgelig hæmmer det en, at man ikke har den samme rytme, som man gerne vil. Jeg har siddet træninger og kampe over, siger Louise Burgaard til Europamester.dk og resten af den danske presse:
- Det blev ikke, som jeg havde håbet på, men det blev noget andet. Jeg tror stadig, at hvis du sagde inden, at vi stod med bronze, så købte vi den. Men min akillessene får et riv i dag i slutningen af første halvleg og ja, jeg er bare pisseglad for, at pigerne kører den hjem.
- Kunne du mærke med det samme, at den var helt gal?
- Ja, det kunne jeg godt …
- Hvad betyder det?
- Vi må hjem og se på det. Den skal scannes. Selvfølgelig er jeg sindssygt ked af det på min og Odenses vegne, at det er sådan, man skal starte i en ny klub. Men det må vi fixe. Jeg håber og tror, at de ved, hvor stort OL er.
- Er du bekymret?
- Ja, selvfølgelig er jeg det. Det er ikke den optimale måde at komme ind i en klub, man glæder sig til at starte i. Men sådan er livet. Sådan er det at være håndboldspiller og atlet på et abrupt tidspunkt. Mon ikke mange andre vil have satset stort for at spille OL.
- Der er mange følelser i dig …
- Jeg tror næsten ikke, jeg kan beskrive det. Det er en gigantisk forløsning. Vi har efterhånden vundet nogle bronzemedaljer, men OL er bare det største. Det har sgu været op og ned, men nu står vi her og skal have en medalje om halsen. Der er sgu ikke noget hold, jeg hellere vil have den her med.
- Det har været en dag fuld af følelser. Man kan godt mærke alting efter et langt OL. Vi har skullet holde sammen på hinanden og på sig selv og holde smerten ud. Derfor rammer det endnu hårdere nu, og nu kan vi sænke skuldrene og står med medaljen, slutter Louise Burgaard.
Louise Burgaard har skrevet under på en treårig kontrakt med Odense.