Live – Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Odense-profil revser indsats: – Det skal ikke kunne lade sig gøre

Odense Håndbold gik mere end 13 minutter uden en eneste scoring mod HØJ Elite, og det er ganske enkelt ikke godt nok, mener Louise Burgaard. Odense-profilen glæder sig over den reaktion, der sikrede en sejr på syv mål, men erkender samtidig, at de forsvarende pokalmestres bundniveau skal være højere.

ØLSTYKKE-HALLEN (ØLSTYKKE, EUROPAMESTER.DK): Louise Burgaard havde glædet sig til en håndboldoplevelse, hun trods en lang karriere aldrig tidligere havde prøvet.

Som 33-årig skulle Odense-profilen for første gang spille i Ølstykke-hallen og samtidig stå over for HØJ Elite, og med en tætpakket hal var rammerne på plads til en vaskeægte pokalaften.

Selve kampen blev dog langt mere besværlig, end Burgaard og de forsvarende pokalmestre havde håbet på.

– Jeg havde faktisk glædet mig virkelig meget, fordi jeg aldrig har spillet her. Jeg har aldrig spillet mod HØJ, og det i en alder af 33, så er det jo fantastisk at opleve det i Danmark, siger Louise Burgaard til Europamester.dk.

– Så det var lidt ærgerligt, at det blev sådan en kamp. Jeg synes virkelig også, at HØJ spiller en rigtig fin første halvleg især. De gør det virkelig svært for os og spiller noget spil, hvor de holder masser af tålmodighed.

Odense havde store problemer med at få det sædvanlige flow ind i angrebsspillet, og når gæsterne endelig fik spillet sig frem til mulighederne, stod HØJ-keeperne ofte i vejen.

Det kulminerede efter pausen. Odense gik nemlig hele 13 minutter og 12 sekunder uden at score i anden halvleg, og i den periode formåede HØJ at bringe sig foran 14-13.

For Burgaard er så lang en scoringspause ikke acceptabel for et hold med Odenses kvaliteter.

– Vi brænder virkelig mange chancer på deres dygtige målmænd. Og så en scoringspause på 13 minutter, det skal jo ikke kunne lade sig gøre for os med den kvalitet, vi har.

Alligevel nægtede Odense-spillerne at lade de mange afbrændere gøre dem passive. Burgaard forsøgte i stedet at holde fast i, at chancerne fortsat blev skabt.

– Jeg har det i hvert fald sådan personligt, at jeg hellere vil brænde den næste end at blive passiv. Vi bliver nødt til at blive ved med at være modige og køre dem på mål, ellers scorer vi ikke.

Samtidig handlede det om at justere undervejs og forsøge at blive klogere på, hvorfor afslutningerne ikke endte i nettet.

– Vi skal være klogere i forhold til afslutningerne og holde lidt mere på bolden. Nogen får lige en pause ude på bænken og får lidt input fra trænerne eller medspillerne, så det handler om at blive ved.

Som minutterne uden Odense-scoring tikkede af sted, blev måltørken sværere og sværere at ignorere.

Burgaard var godt klar over, at der var gået lang tid siden gæsternes seneste scoring, men omfanget overraskede hende efterfølgende.

– Selvfølgelig kan man ikke lade være med at kigge på måltavlen. Jeg tænkte også godt, at det var en lang scoringspause, men 13 minutter havde jeg alligevel ikke tænkt over.

Det afgørende for Odense var ifølge Burgaard, at problemerne ikke primært skyldtes, at holdet slet ikke kunne spille sig til muligheder.

– Jeg synes jo ikke, at det er, fordi vi laver 1000 fejl på det tidspunkt. Det er vitterligt, fordi vi brænder. Så nogle gange handler det også om at se på det positive i, at man faktisk kommer til chancerne.

Til sidst fik Odense hul på bylden. Tina Abdulla udlignede til 14-14, hvorefter gæsterne begyndte at få greb om opgøret og trak fra til en sejr på 30-23.

Dermed undgik Odense at blive hovedperson i den pokalsensation, som den tætpakkede Ølstykke-hal længe kunne øjne.

Burgaard glæder sig over, at holdet formåede at reagere og gøre arbejdet færdigt, selv om præstationen ikke levede op til egne forventninger.

– Jeg synes omvendt, at det viser en masse karakter, at vi kommer så godt tilbage og alligevel formår at vinde med syv.

For Odense handler pokalturneringen dog ikke blot om at komme gennem en vanskelig ottendedelsfinale. Ambitionen er at gå hele vejen, og derfor stiller Burgaard også større krav til niveauet.

– Det betyder rigtig meget. Vi har rigtig høje ambitioner i den her klub, og vi vil gerne vinde pokalen. Så skal man gå videre i en ottendedelsfinale mod HØJ, og sådan er det bare.

Resultatet kunne Odense derfor tage med sig fra Ølstykke. Spillet var derimod en anden sag.

– Vi leverer resultatet, og spillet skal være bedre. I løbet af en sæson spiller vi en milliard kampe, så niveauet kommer til at gå op og ned, men selvfølgelig skal vi kæmpe for, at vores bundniveau ikke bliver så lavt, som vi viste.

Vil du have flere håndboldnyheder?

Elsker du håndbold?

Tilføj Europamester på Google med ét klik, og få mere håndbold i dit nyhedsflow.

Tilføj Europamester på Google, og få flere håndboldnyheder fremover.

Tilføj os på Google

Når Google åbner:
Sæt flueben ved Europamester. Så gemmes det automatisk.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste fodboldnyheder