Grædefærdig og rasende Esbjerg-stjerne kan ikke være i sig selv

Hun er rasende. Skuffet. Vred. Og ikke bange for at sige det højt. Michala Møller stod tilbage med sølvmedaljen om halsen – men det kunne lige så godt have været et kors. For Team Esbjergs nederlag i DM-finalen gjorde ondt. Rigtig ondt.

– Lige nu er jeg rasende, vred og skuffet. Jeg laver en utilgivelig fejl til sidst, siger Michala Møller til Europamester.dk uden omsvøb, få minutter efter at guldet var glippet til Odense i tredje og afgørende finalekamp. 

Hun er ærlig. Følelserne sidder uden på tøjet, og der er ingen filter på. For det her skulle have været kulminationen på en lang og krævende sæson. I stedet blev det et øjeblik, hun helst ville slette.

– Vi havde jo håbet og troet, vi ville stå med guld om halsen. Og så ville det have været væsentligt sjovere på nuværende tidspunkt. Det gør selvfølgelig ondt, ja, siger hun stille, men med bid i stemmen.

Særligt nederlaget på hjemmebane i den anden kamp gør ondt at tænke på. For det var dér, de havde chancen.

– Ja, vi kunne have afgjort det hjemme. Men vi var ikke der, hvor vi skulle være. Vi manglede gnisten, som vi havde i første kamp. Det er utrolig skuffende – både offensivt og defensivt. Det glippede på hjemmebane. Det er dér, det gik galt.

I den tredje kamp viste Esbjerg igen styrke og kæmpede til det sidste. Men fejlene hobede sig op, og da marginalerne faldt den forkerte vej, var der ikke mere at gøre.

– Vi laver for mange fejl til sidst. Det bliver hektisk, og der er meget på spil. Vi har mange redninger, vi dækker godt op og scorer 31 mål – men vi halter offensivt. Og ja, det er marginaler. Skulle vi have haft et straffe? Bliver der dømt en angrebsfejl, som koster? Ja. Men lige nu er det bare... Jeg ved ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg gider se kampen igen.

Et stille suk. Så kommer hun i tanke om, at det måske alligevel er nødvendigt.

– Jeg tror, man kan lære noget af det. Men lige nu er det resultatet, man går op i. Og resultatet var der ikke i dag.

Vreden retter hun ikke kun mod omstændighederne – men også mod sig selv.

– Jeg har spillet en flot første finale. Men i anden og tredje rammer jeg slet ikke det niveau, jeg ved, jeg har i mig. Og det er megafrustrerende. Jeg ved, jeg kan levere bedre. Det er skuffende – både for holdet og for mig selv.

Hun kæmper med at finde trøst i helhedsbilledet. Men hun ved godt, at hun og holdet faktisk har leveret en imponerende sæson under svære vilkår.

– Heldigvis har jeg en masse gode mennesker omkring mig, som husker mig på, hvor flot en sæson vi har spillet – og at jeg faktisk selv har spillet en god sæson. Vi har haft langtidsskader, fem nye spillere ind efter jul, ny træner… Alt muligt.

– Det skal ikke lyde som om, jeg står her og whiner, for det har jeg på ingen måde lyst til. Men nogle gange er det svært at se det selv, når man står midt i det. Så er det godt, man har nogen, der kan tage det helikopterperspektiv. Men det er svært lige nu.

Hun tøver et øjeblik, før hun afslutter – stadig vred, stadig skuffet.

– Jeg håber bare, vi får muligheden igen om et år …

Michala Møller havde regnet med guld. Nu står hun med sølv – og en brændende fornemmelse af, at det ikke var godt nok.