Reinhardt er klar til at være "storesøster" i den nye keeperduo
Althea Reinhardt har været til en del slutrunder med Danmark, hvor hun dannede målvogterduo med Sandra Toft, men det er der lavet om på til den kommende EM-slutrunde.
Her er Sandra Toft ikke med, og i stedet er det Anna Kristensen fra Team Esbjerg, der er med i den danske trup.
Reinhardt har været vant til at være den unge, når Sandra Toft har været med, så hun skal også vænne sig til at få en ny rolle denne gang.
Med sine 28 år er Reinhardt nemlig ældre end den 24-årige Kristensen, og hun er også klar på hendes nye rolle som “storesøster”.
- Jeg kommer nok til at være obs på, hvordan Anna har det uden for banen. Det har jeg ikke været meget opmærksom på hos Sandra, fordi hun er så erfaren.
- Anna har jo en vis erfaring, men det bliver nok med storesøster-hatten på, at jeg kommer til at tjekke mere ind og give meget mere af mig selv, siger Reinhardt i et interview med DR.