Ribe-Esbjerg HH’s pokalexit mod Mors-Thy har fået et dyrt efterspil for klubbens direktør Jesper Holm.
DanskHåndbolds Disciplinærinstans har givet Holm en bøde på 3.500 kroner for truende adfærd over for kampobservatør Henrik Mortensen. Dertil kommer et sagsgebyr på 4.136 kroner.
Episoden fandt sted efter, at Ribe-Esbjerg-cheftræner Marc Uhd havde fået rødt kort for at kalde observatøren “magtliderlig”.
Ifølge observatørens indberetning, som JydskeVestkysten referer til, eskalerede situationen efter kampen, da Jesper Holm henvendte sig direkte til Henrik Mortensen i hallen:
“(Jesper Holm, red.) siger herefter til mig, at hvis jeg indberetter (Marc Uhd, red.), så slagter han mig,” lyder det i indberetningen fra Henrik Mortensen.
Ifølge rapporten blev meldingen gentaget, efter observatøren havde afvist truslen og forsøgt at gå væk. Holm henviste samtidig til, at andre profiler tidligere var sluppet for sanktioner efter verbale udfald.
Hverken Ribe-Esbjerg HH eller Jesper Holm har protesteret mod udlægningen under sagsbehandlingen. Direktøren har over for JydskeVestkysten oplyst, at han ikke har kommentarer til afgørelsen.
Direkte rødt kort for groft sprogbrug: Cheftræner lægger sig fladt ned efter skandaløs pokalaften
Marc Uhd erkendte efter pokalnederlaget, at hans reaktion var uacceptabel, efter han var blevet vist direkte rødt kort for groft usportsligt sprogbrug.
Skæv optakt: Må finde på alternativer – Ligaklub tager til topbrag mod GOG uden cheftræner
Det røde kort fik også sportslige konsekvenser, da Marc Uhd blev idømt én spilledags karantæne og måtte overlade ansvaret mod GOG til Ole Damgaard.
Simon Skovhus Jensen stod bag 11 mål – Mors-Thy sendte Ribe-Esbjerg ud
Selve pokaldramaet endte 29-26 til Mors-Thy, hvor Simon Skovhus Jensen leverede syv mål og fire assists i sejren over Ribe-Esbjerg.




























