Ringkøbing Håndbold henter fløjspiller hos ligakonkurrenter
Fra sommer skifter fløjspiller Emilie Bech til Ringkøbing Håndbold. Højrefløjen skifter fra Skanderborg og har underskrevet en 2-årig aftale med klubben.
Klubben skriver i en pressemeddelse:
Emilie er en spændende spiller, som vi glæder os til, at se udvikle sig hos os. Der er stort potentiale hos Emilie, som har fået en god håndboldopdragelse igennem SHEA i Skanderborg.
Emilie kommer oprindeligt fra Horsens, hvor hun er vokset op med sin familie. Det var også her hendes håndboldkarriere startede. Emilie er blevet 23 år og føler sig nu klar til nye udfordringer, og vi er glade for, at hun har valgt, at det skal være hos os. Emilie og Sofie kommer til at danne et godt makkerskab på højre fløj, hvor vi absolut ikke går ned på hurtigheden med deres kompetencer.
Ved siden af håndbolden læser Emilie til Sygeplejerske, som måske også kan være brugbare kompetencer at have i en trup, såvel som vi allerede har god gavn af vores fysioterapeuter på holdet :-) Men først og fremmest handler det om Emilie kvaliteter på håndboldbanen, som cheftræneren mener passer rigtig godt ind på holdet.
Jesper Holmris siger følgende:
"Det er med stor glæde, at vi kan byde velkommen til Emilie Bech, som trods sin unge alder har solid ligaerfaring fra Skanderborg. Med Emilie får vi en hurtig og træfsikker højre fløj, som vil passe rigtig godt ind på holdet både på pg udenfor banen".
Emilie selv glæder sig til at starte op i sin nye klub til sommer:
"Efter nogle rigtig gode snakke med Jesper glæder jeg mig meget til at blive en del af Ringkøbing. Klubben og setuppet omkring holdet har givet mig et super godt indtryk. Jeg ser Ringkøbing som et stærkt miljø og en klub med en masse gode værdier, hvor jeg kan fortsætte min udvikling. Jeg ser frem til de nye udfordringer der venter og til at møde mine nye holdkammerater, trænerstaben og alle omkring klubben samt give mit bidrag til holdet til næste sæson".