Særligt ét punkt: Her mærker Line Haugsted stor forskel fra Viborg til Györ
I sommer skiftede forsvarsstjernen, Line Haugsted, den grønne Viborg-trøje ud med den grønne Györ-trøje og særligt på ét område kan den rutineret bagspiller mærke markant forskel.
Det var noget af et spring, som Line Haugsted tog, da hun i sommer tog det store skift væk fra de trygge rammer i Viborg og Jylland til det store udland, Ungarn og Györ.
Væk fra Danmarks mest vindende håndboldklub til verdens største håndboldklub:
- Jeg kan godt mærke forskel. Der er større forventninger, og det er jo også derfor, jeg tog derned: For at indfri de forventninger. Jeg er meget mig selv i det. Jeg havde også høje forventninger, da jeg var i Viborg. Vi skulle slå dem alle sammen, siger Line Haugsted til Europamester.dk og fortsætter:
- Jeg havde også høje krav til mig selv. Sæsonen i Györ har været svingende for os, men vi satser på at ramme niveau her sidst på sæsonen. Jeg havde nok, det lyder lidt forventet, at vi havde stået på et højere niveau nu.
- Hvordan er det at være i en klub, der ikke tolererer et nederlag og leve en hverdag under så stort pres?
- Jeg synes, det er fedt, det er lige lidt ekstra. Vi vil alle sammen vinde igen og igen. Det er bare fedt at mærke de norske piger, det har en kultur for at vinde fra landsholdet.
- Det er fedt at være en del af, og det er jeg meget stolt over. Det er sindssygt dygtige spillere. Jeg suger til mig. Jeg er beæret over, at de vil give mig så stor en rolle. Det blev sagt på forhånd, men det er ikke givet, at man får det alligevel.
- Jeg skal selv tro på, jeg er en af de bedste, ellers stod jeg der ikke. Det er et kæmpestort skulderklap, at de vil have en, og mine holdkammerater er med til at støtte mig så meget op, efter den skade jeg havde. Det er stort.
- Kan man overhovedet tillade sig at have en dårlig dag?
- Det tror jeg ikke, at vores træner mener.
- Hvordan er det at tænke over, at man hver dag, hele tiden skal være 100 procent i alt, hvad man foretager sig?
- Du kan godt have tanken, men du ringer ikke og siger, ”jeg kommer ikke i dag”. Man møder op og giver alt, hvad man har. Nogle dage er 100 procent lidt mindre end andre dage, sådan er det jo for alle. Hvis man giver det, man har, så får man noget ud af det lige meget hvad, slutter Line Haugsted.