Sarah Iversen rasende på holdkammerat: - Det gør du kraftedme ikke i dag
Chokstart, skrækstart, værst tænkelige start - find selv på flere. 0-4 og 1-5 skulle Danmark komme bagud i OL-kvartfinalen mod Holland, før Danmark begyndte at spille håndbold.
PIERRE MAUROY STADIUM (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Nok engang, og for gud ved hvilken gang, skulle Danmark slæbe sig igennem en forfærdelig start på en håndboldkamp
I Danmarks allerførste etablerede angreb sendte Anne Mette Hansen bolden totalt umotiveret ned på fødderne af Mie Højlund, og så kunne de danske spillere da ellers godt traske hjem i forsvaret.
Og så fik Sarah Iversen nok:
- Så råber jeg bare i ren frustration i retning af Anne Mette Hansen: ”Det gør du kraftedme ikke i dag, det der. Det er bare ikke i dag”. Det er jeg ked af at sige, men det er ikke tidspunktet at gøre det på. Det kan simpelthen ikke passe. Nu må de fucking tekniske fejl stoppe, smiler Sarah Iversen til Europamester.dk og fortsætter:
- Derfra er det som om, at vi skal lige sætte os selv under pres. Så synes jeg, at vi får kampen over på vores præmisser. Anne Mette spiller en sindssyg kamp og er total sikker på straffekast. Hun går forrest, og det er bare sejt.
- Althea står igen, igen, igen en pissegod kamp. Hun redder os på friløbere, og vi sætter hollænderne i de situationer, vi gerne vil have dem. Det er bare for fedt, at det lykkes, siger hun.
Med kampstart allerede klokken 9.30, så kunne danskerne sætte flueben ud for den opnåede OL-semifinale, som er første gang siden 2004.
- Nu er det hjem og spise noget frokost. I dag skal der fuldstændig ro på. Så er der nok evaluering senere i aften og så træning i morgen. Vi begynder at se video på Norge og finde ud af, hvad der skal til for, at vi går videre den her gang.
- Det kan vel kun blive bedre?
- Sådan har jeg det også. Det kan ikke blive værre i hvert fald. På den måde er der ikke noget pres på os. Nu skal vi leve op til det, vi selv vil, så vi kan kigge os selv i øjnene efter den her kamp, slutter Sarah Iversen.
Danmark vandt OL-kvartfinalen 29-25 efter at have ført første halvleg med 11-10.