LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

”Sarah på landsholdet” blev råbt gentagende gange

”Du kan godt skrive, at Sarah skal på landsholdet”.

En ganske velfornøjet fan stak hovedet forbi Europamester.dks udsendte reporter, efter Ajax netop havde tabt 21-23 til Ikast.

Men nederlaget fyldte tilsyneladende ikke meget hos den entusiastiske fan, der havde et klart budskab: ”Du kan godt skrive, at Sarah skal på landsholdet” efterfulgt af et stort smil.

For der var ganske meget at smile af, hvis man holdt med Ajax og Sarah Nørklit Lønborg, der med sine 15 redninger gjorde sit til at ryste midtjyderne. Og det kan jo godt få en hvilken som helst spiller til at fremhæve sin egen præstation men ikke keeper Sarah:

- Det er jo klassikeren: Det er svært at stå på mål, hvis der ikke er et forsvar, så jeg synes, at pigerne kæmper sindssygt godt. Det er en fysisk hård kamp, og vi får presset dem derud, hvor vi har aftalt. Det gør det lettere for mig at stå på mål, siger Sarah Nørklit Lønborg til Europamester.dk.

- Du står jo ikke bare godt i 5-10 minutter men hele kampen - hvordan?

- Det er et rigtig godt spørgsmål. Vi holder os til gameplanen, alle er supertændte og klar til at løse deres opgaver til punkt og prikke. Det skal vi gøre for at være med i de her kampe. Men Ikast skruer op for intensiteten til sidst.

- Hvor ærgerlig kan man tillade sig at være?

- Jeg tror, at man kan tillade sig at være lige så ærgerlige som alle andre hold. Vi går ind til hver kamp med troen på, vi kan vinde. Vi ved godt, at der er nogle hold, der er lettere at presse end andre. Så længe vi har fokus på os selv og gør, hvad vi har aftalt internt, så kan vi presse alle. Vi kan godt tillade os at være rigtig, rigtig ærgerlige.

- I går på slutrundepause nu - hvad er fornemmelsen omkring første halvdel af sæsonen?

- Jeg synes, at det har været op og ned. Vi skulle lige finde os selv efter at have fået en masse nye spillere. Vi har fået arbejdet med en masse gode ting. Der er stadig lidt vej endnu, men jeg er grundlæggende fint tilfreds. Jeg er ærgerlig over nogen præstationer i nogen kampe, men det er dem, vi har tænkt os at gøre en masse ved, slutter Sarah Nørklit Lønborg.

I sæsonens første otte kampe står Sarah Nørklit Lønborg med en samlet redningsprocent på 36,9 efter 89 redninger på 241 forsøg.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder