Skræmmende Landin: Han kan psyke en helt ud
Niclas Kirkeløkke nyder at spille sammen med Niklas Landin på landsholdet. På klubplan er de dog konkurrenter, og det kan godt være ret skræmmende.
Niklas Landin har stået fuldstændig fantastisk ved VM-slutrunden, hvor han i flere kampe har lukket helt ned for modstanderne. Det har afgørende betydning for det danske hold, og holdkammeraterne nyder deres frygtindgydende målmand i buret.
Det er dog knapt så sjovt, når man spiller imod Landin. Det kender Niclas Kirkeløkke alt til, da han ofte møder ham i Bundesligaen, når Rhein-Neckar Löwen tørner sammen med THW Kiel.
Kirkeløkke bakker op om, at Landin har en særlig evne til at lukke ned:
"Men vi prøver ikke at tale det for meget op i klubben, når vi spiller mod ham, fordi så kan man psyke sig selv helt ud," siger Niclas Kirkeløkke til DR Sporten.