Socialt sammenhold stærkt synonym med Team Esbjerg: -Det giver enorm tryghed
Det sociale sammenhold er efterhånden blevet et stærkt synonym med Team Esbjerg, hvilket også har trukket mange store profiler til klubben. Cheftræner Jesper Jensen glædes over, at spillerne intern på holdet har det så godt med hinanden, at man ser frem til en bustur fra Esbjerg til Vesterbro for at spille 2 x 30 minutter.
Smil, hygge, glæde og jokes er ikke ligefrem en mangelvare hos de dobbeltforsvarende danske mestre fra Team Esbjerg. Og har egentlig aldrig været det.
Det er en nydelse for træner Jesper Jensen, der gang på gang kan konstatere, at stemningen i Team Esbjerg-truppen bare er på toppen, og der derfor er dén bekymring mindre i hverdagen som træner for én af dansk kvindehåndbolds bedste hold.
-Jeg har en opgave mindre, at jeg ikke skal forholde mig til som træner, om der nu er nogen, der lige føler sig udenfor. Det samler pigerne selv op hver eneste gang. Det giver en enorm tryghed. Vi har en positiv energi, og jeg er ikke enig i, at folk siger ”ej, en lang bustur til Ajax”, fordi det er faktisk meget hyggeligt. Vi kan godt lide at være sammen på holdet, siger Jesper Jensen til Europamester.dk.
-Det er vigtigt, at vi ikke sætter os ned og synes, at det er synd for os. Vi har mange spillere, der kan noget på det menneskelige plan. Der er ikke nogen, som bare sætter sig ned med høretelefoner på og er sig selv i 3,5 time. Alle giver faktisk noget, laver sjov og kommer rundt i bussen.
-Det er ikke bare de samme to og to, der snakker sammen hver eneste gang. Det giver bare sammenhold, at man har en bustur på vej derover og hjem, hvor vi forhåbentlig kan nyde en sejr på vej hjem og få en kold øl eller glas vin … eller to, griner Jensen.
Om lidt ryger Team Esbjerg ind i et heftigt kampprogram, hvis Champions League-bolden ellers får lov at rulle. Der er det bare en ekstra enorm vigtig faktor, at stemningen og humøret er højt – også på de hårde dage og hvis holdet ryger ind i en lille stime af nederlag.
-Hvis man i en periode bliver irriteret af hinanden og skulle tabe eller blive trætte og det er opslidende at rejse med hinanden, så kan det blive hårdt i længden. Men det har jeg ikke oplevet de første to år i hvert fald … det skulle komme bag på mig, hvis det sker i år.
Mange har jer som favorit til at lave et vaskeægte DM-guld-hattrick: Er du enig i det?
-I sidste ende handler det jo om, hvem der står med pokalen. Det er ligegyldigt, om vi er favoritter. Men jeg har ikke noget imod, at folk siger det. Jeg synes bare, det er fedt og et tegn på, at vi gør det godt. Men de andre skal kigge indad.
-Hvis vi kan miste både Estavana Polman og Line Jørgensen, og har haft Vilde Ingstad Mortensen ude, og de andre stadig peger på os, så synes jeg, vi var store favoritter med dem.
En top-3 med Odense, Viborg og jer?
-Delvist enig … Tager vi topniveau med, så er Herning-Ikast med i det felt. Men vi er ligesom dem skrøbelige. Vi er dygtige på topniveau men også skrøbelige. Hvis der sker noget, sygdom, corona eller andet, der gør, at der ryger en spiller eller to, så er vi ved at være pressede.
-Et hold som København ser jeg ikke er med i favoritfeltet. Alle ved, de kan spille gode kampe, men jeg kan godt forstå, at Claus Mogensen synes, at spillermaterialet nogle gang er bedre på andre hold, slutter Jesper Jensen.