Søren Rasmussen: Jeg glæder mig til at dele ud af mine erfaringer
Søren Rasmussen, der efter 25 år på topniveau netop har stoppet karrieren, bliver fremover træner for dansk håndbolds største talenter i målet.
Man finder ikke mange håndboldspillere med større erfaring end Søren Rasmussen, og den kommer fremover målvogterne i Dansk Håndbold Forbunds talentsystem til gavn, når han starter som talenttræner på herresiden.
Den 45-årige keeper stoppede efter den forgangne sæson sin egen aktive karriere i målet for Ribe-Esbjerg. En karriere der startede på seniorplan helt tilbage i 1994 og undervejs har ført Søren Rasmussen forbi topklubber som AaB, Bjerringbro-Silkeborg og ikke mindst Flensburg-Handewitt, hvor han vogtede buret fra 2010 til 2014 og sluttede af med en Champions League-titel.
”Jeg har mange ting med i bagagen og har prøvet rigtig mange forskellige målvogtertrænere. Så jeg glæder mig til at dele ud af de erfaringer både i forhold til det taktiske og tekniske men også i forhold til det mentale aspekt,” siger Søren Rasmussen.
Han har også 41 A-landskampe på CV’et og toppede landsholdskarrieren ved VM i Sverige i 2011, hvor han udgjorde duoen i kassen sammen med en helt ung Niklas Landin og var med til at spille Danmark frem til den første VM-finale i 44 år.
Nu kan Søren Rasmussen så selv få lov til at forme fremtidens Niklas Landin med ansættelsen som talenttræner. En opgave den garvede målvogter ser frem til at tage hul på.
”Det er rigtig spændende at skulle være med til at udvikle de allerstørste talenter herhjemme. At kunne hjælpe dem på vej mod mange af de store oplevelser, jeg selv har været heldig at få i min karriere,” siger han.
Søren Rasmussen kommer bestemt ikke til at ligge på den lade side i sit håndbold-otium. Foruden rollen som talenttræner i Dansk Håndbold Forbund skal han i den kommende sæson også være målvogtertræner for ligaherrerne i TTH Holstebro og ligakvinderne i Ikast Håndbold.
At også dansk håndbolds største talenter vil kunne folde sig ud under Søren Rasmussens kyndige vejledning, er en vigtig brik i forhold i at sikre dansk håndbolds succes i fremtiden, lyder det fra forbundets talentchef, Søren Skaastrup Frydendal.
”Søren er en person, der på meget kort tid efter sit karrierestop, har vist stor kompetence og passion for at give erfaringer og viden videre på et vigtigt område. Vi har i mange år været gode på målvogterpositionen i dansk håndbold, og det skal vi fortsætte med, da det er afgørende for at vinde medaljer fremadrettet,” siger han.
Søren Rasmussen hopper allerede i arbejdstøjet som talenttræner efter sommerpausen.
Pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund