Det ungarske kvindelandshold har modtaget en særdeles dårlig nyhed kort før næste måneds EM-slutrunde. Den unge stjerneplaymaker Petra Simon fra FTC-Rail Cargo Hungaria har pådraget sig en skulderskade og er dermed ude af hele mesterskabet i december.
Uheldet skete under sidste weekends Champions League-brag mod Team Esbjerg i Danmark, hvor Petra Simon var involveret i et sammenstød og efterfølgende måtte forlade banen med store smerter i skulderen. Nu bekræfter hendes klub på sin hjemmeside, Fradi.hu, at playmakeren står over for en længere pause – dog uden behov for en operation, oplyser holdlæge Róbert De Jonge:
“Under undersøgelsen fandt vi en mindre skade på det såkaldte akromioklavikulærled, der forbinder kravebenet og skulderbladet, samt en kraftig forstuvning af en af senerne i rotatormanchetten. Heldigvis er begge skader af en sådan karakter, at de ikke kræver indgreb. Med indledende ro og genoptræning forventes det at hele på seks uger.”
Ud over søndagens returopgør mod Team Esbjerg i Champions League samt den kommende ligakamp mod Eszterházy må Petra Simon altså også se til fra sidelinjen under hele EM-slutrunden.
Det efterlader den ungarske landstræner Vladimir Golovin med en markant udfordring på playmakerpositionen inden han i begyndelsen af næste uge udtager sin endelige trup. I den ungarske bruttotrup er også Debrecens Liliána Csernyánszki nemlig tvivlsom med en skulderskade, hvilket lægger endnu større ansvar på profiler som Metz Handballs Petra Vámos samt Blanka Kajdon, Anna Kukely og Fanni Horváth.
Ungarn varmer op til slutrunden med testkampe mod Østrig den 27. november og Slovakiet den 29. november, inden EM-gruppespillet skydes i gang den 3. december mod Montenegro i rumænske Oradea, hvor også Slovenien og Island venter.





























