Team Esbjerg tæt på mareridtsaften i København
FREDERIKSBERG-HALLEN (FREDERIKSBERG, EUROPAMESTER.DK): Hvis der var en aften, hvor det skulle kunne lade sig gøre at bide skeer med verdens bedste håndboldspiller og verdensklassestjerner på samtlige positioner, så var det netop denne aften for København.
Det sortblusede mandskab bragte sig i front med 19-17 men tabte herefter pusten og den efterfølgende periode med 1-7, og så var det ligesom overstået. Troede man … København kæmpede til absolut sidste blodsdråbe og kom på 25-26 ét minut før slutfløjt.
Hjemmeholdet kom foran 3-2 mod Team Esbjerg i en sjældent tom Frederiksberg-Hal, der dog sjældent havde været så stemningsfyldt. Stjernerne fra det vestjyske havde svært ved at finde et egentlig flow, selvom Tomas Axner ikke gjorde noget stort nummer ud af at svinge sparekniven på Frederiksberg.
Reistad, Mørk og Møller udgjorde bagkæden, mens Anna Kristensen vogtede buret, men alligevel var det hjemmeholdet, der virkede til at være ovenpå – så meget, at en tilskuer af sine fulde lungers kraft råbte: “I er godt nok pressede, hva’, Esbjerg?” Og det var de altså også.
Det stod 10-9 meget længe – så længe, at København faktisk havde flere muligheder for at bringe sig foran både 11, 12, 13 eller endda 14-9. Men så kolde og kyniske, ligesom vejret udenfor, var de dog ikke, og så kunne Mørk og rutinen fra Esbjerg køre kampen over på deres præmisser – dog kun for korte bemærkninger.
Netop derfor gik København til pausen med mere end bare sved på panden – de gik derfra med tro. For spillet havde vist, at verdensstjerner også kunne rystes, når tempoet, troen og timingen sad der.
Anden halvleg fortsatte i samme høje tempo, og København nægtede at give slip. De kæmpede sig foran 17-16 efter et par stærke aktioner fra bagkæden, hvor især Marsenic og playmakeren tog ansvar i duellerne. Hallen kogte, og man begyndte så småt at tro på sensationen, da Marsenic bragede bolden ind til 19-17.
Men bedst som man troede, at København rent faktisk skulle stikke af, kunne man godt tro om igen. De nåede dårligt at juble, før Team Esbjerg slog til med to lynscoringer. På bare 30 sekunder stod det 19-19, og man kunne næsten høre frustrationen sive ud af de københavnske spillere. Momentum skiftede, og med et velplaceret hug fra Nora Mørk gik gæsterne igen i front til 19-20.
Herfra blev det en kamp på kræfter og koncentration. København kæmpede heroisk, men hvor Esbjergs stjerner fandt løsningerne blandet på en lækker vip-kombinaton mellem Mørk og Reistad, manglede hjemmeholdet den sidste skarphed i afslutningerne.
Da slutfløjtet lød, viste måltavlen 25-27 – et resultat, som københavnerne i den grad kan være glade og tilfreds med.
Publikum kvitterede med anerkendende klapsalver – og følelsen af, at Frederiksberg denne aften havde fået en håndboldkamp, der var mere end bare et nederlag.