LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

”The danish mafia” har fyldt meget i Bietigheim-optakten

Den danske supertrio Kristina Jørgensen, Anne Mette Hansen og Louise Burgaard går under navnet ”the danish mafia” - og ja, de er lige så frygtindgydende, som navnet antyder.

Det kan Bietigheim-cheftræner Jakob Vestergaard i hvert fald bekræfte. 

Han har over en længere periode forberedt sig selv og sit hold på at forsøge at stå imod den danske dynamit-bagkæde, som har spillet ualmindeligt mange minutter i denne sæson i den gule Metz-trøje. 

Hvis Bietigheim skal have den mindste chance for at levere sensationen i Champions League-semifinalen, så skal der nemlig sættes en stopper for ”the danish mafia”:

- De har fyldt rigtig meget. De har jo spillet meget alle tre, og de spiller meget vigtige roller, så de har fyldt rigtig meget, siger Jakob Vestergaard til Europamester.dk. 

Men i forberedelsen har Vestergaard gjort det klart, at de tre danskere ikke kan eller skal stå alene. Det franske Metz-hold rummer international verdensklasse på samtlige positioner, og der venter derfor Bietigheim en stor mundfuld:

- Foruden de tre danskere så har Metz også Chloé Valentini på venstre fløj, som bare er hamrende dygtig til at snuse mål op på alle mulige mærkelige ting. På stregen har de Sarah Boukit, som vel er den spiller, der har lavet størst fremgang i Champions League i denne sæson. 

- De fem spillere har fyldt meget, og det er de afgørende spillere. Metz spiller forholdsvis smalt, så vi har koncentreret os meget om dem. Det er efterhånden nogen uger siden, at vi blev tysk mester, så vi har haft god tid til at forberede os på den her semifinale.

Jakob Vestergaard slår fast: 

- Alle er klar. På trods af at vi rammer kamp 54-55 i sæsonen, så er alle mand friske og har trænet godt igennem. Vi har stadig Isabella Andersen ude med en korsbåndsskade, men ellers er alle friske, slutter Jakob Vestergaard. 

Og der bliver også brug for samtlige kompetencer, hvis Bietigheim skal have nogen forhåbninger om at slå Metz. Det mener ekspert Lars Rasmussen:

- Vi fornærmer nok ikke nogen ved at sige, at Bietigheim er Champions League-sæsonens største sensation. De har slået både Ikast og Odense ud på deres vej hertil, og alene de præstationer kræver stor respekt. I dag står de overfor Metz, som er store favoritter, og Bietigheim skal ramme alt, mens Metz skal ramme cirka 10 % for, at det bliver spændende, siger ekspert Lars Rasmussen. 

Den første semifinale mellem Györ og Team Esbjerg fløjtes op klokken 15.00, mens Bietigheim mod Metz går i gang klokken 18.00.

Følg det hele her på Europamester.dk.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder