Tidlig nøglekamp i Champions League: Esbjerg satser på fuldt mandskab
Søndag eftermiddag går EHF Champions League i gang for Team Esbjergs vedkommende, og det bliver lige på og hårdt. Modstanderen er nemlig franske Metz, der gennem de senere år er blevet en velkendt modstander i den afgørende fase i den prestigefyldte turnering.
Meget tyder også på, at når de to jævnbyrdige hold krydser klinger igen, får tilskuerne spænding for alle penge. Det var tydeligt i seneste kamp af betydning mellem dem, som var i bronzekampen i Final4 i fjor, hvor det endte med endnu en dansk triumf.
De to mødte også hinanden i opstarten til denne sæson, hvor det blev til en fransk sejr trods en glimrende dansk begyndelse. Dette får cheftræner Tomas Axnér til at føle, at Team Esbjerg er godt forberedt til mødet.
– Vi har set mange af deres kampe, så vi føler, at vi har godt styr på, hvad de kommer med. Det er fransk spil, så de spiller meget på deres intuition med små aftaler spillerne imellem, som man skal være opmærksom på, siger cheftræneren i en pressemeddelse.
Trods den store viden om søndagens modstanderen kommer det til at blive en hård start på sæsonens Champions League-kampagne. Metz er et europæisk tophold, og de har gennem en længere årrække bevist dette.
Derfor vil en sejr over en direkte konkurrent til top 2-placeringerne være en fremragende begyndelse på turneringen, men det bliver svært.
– Det er en vigtig kamp, idet vi også har hjemmebane, og dem skal vi gerne vinde. Men Metz er bare et af de bedste hold, selvom de har skiftet lidt ud. De har også fået en spiller i Johanna Bundsen, som er en af de bedste i verden til at sætte en kontra i gang. Så det bliver en vanskelig opgave, men vi skal også huske på, at vi har gode kvaliteter, slår Tomas Axnér fast.
Og netop den dimension, som den svenske målvogter giver det franske mandskab, er noget, som Team Esbjerg skal være opmærksomme på. Og her kan det bedste forsvar være et angreb.
– Selvfølgelig handler det om at løbe hjem og stoppe deres kontra, og det, tror jeg også, bliver det mest centrale. Men det handler også om at vi lykkes med at løbe vores kontraer, som vi har gjort godt. Dette kan også være med til at stoppe deres, siger cheftræneren.
Han tilføjer, at truppen ser klar ud, og at han håber på, at alle bliver klar til dette tidlige og afgørende opgør i Champions League.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women runde 1 mod Metz Handball søndag den 7. september kl. 16.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Mia Emmenegger
Streg: Olivia Löfqvist og Tabea Schmid
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.