Den tidligere Viborg HK-spiller Mathilde Rivas-Toft går en spændende tid i møde uden for håndboldbanen. Den norske bagspiller og kæresten Emil venter nemlig deres første barn med termin i begyndelsen af det nye år.
Det oplyser hendes nuværende klub, Storhamar Håndball Elite, på klubbens hjemmeside.
Rivas-Toft, der tørnede ud for Viborg HK fra 2021 til 2023, fortæller, at graviditeten er forløbet godt, og at hun derfor kunne være med til at afslutte sidste sæson på tilfredsstillende vis. Nu ser hun frem til familielivet og vil i den kommende sæson følge sine holdkammerater fra sidelinjen.
Graviditeten betyder samtidig, at Storhamar er på jagt efter en erstatning. Cheftræner Kenneth Gabrielsen oplyser, at klubben ønsker at hente endnu en bagspiller med defensive kvaliteter, før truppen er komplet til den kommende sæson.
Storhamar har samtidig sendt sine lykønskninger til Mathilde Rivas-Toft og hendes kæreste i forbindelse med familieforøgelsen.





























