TTH henter tidligere Ribe-Esbjerg-profil
TTH Holstebro har skrevet kontrakt med den 26-årige bagspiller Emil Grønbech, der skifter til klubben på en 3-årig aftale. Den unge og ambitiøse spiller kommer til Holstebro med erfaring fra ligaen og 1. division.
Med sine 197cm og 100kg bringer Emil en stor fysik og power ind i truppen – og ikke mindst en enorm udstråling på banen.
Emils egne ord om skiftet til TTH Holstebro:
– Det betyder helt enormt meget – det er først og fremmest rigtig, rigtig dejligt at være tilbage i Håndboldligaen og samtidig komme ind i en trup, som ser rigtig spændende ud. En klub som har kæmpet sig tilbage i toppen. Det ser jeg frem til, siger Emil Grønbech i en pressemeddelse.
Om den kommende sæson siger han:
– Mine forventninger er, at vi igen skal spille med om slutspilspladserne og lave et resultat som i år – det er min plan.
Og om at spille i Gråkjær Arena lyder det:
– Den er vild! Selve Gråkjær Arena og stemningen er noget helt for sig selv – balkanstemning, ren beton, skrå siddepladser – jeg glæder mig til, at det bliver min hjemmebane.
Cheftræner Arnór Atlason ser frem til samarbejdet:
– Emil Grønbech er en spiller, der allerede har vist, hvor god han kan være på liganiveau – det viste han i Ribe-Esbjerg, og vi har fulgt ham tæt i 1. division. Han er god på distancen og går virkelig mod mål. I vores samtaler er jeg blevet bekræftet i, at han er en sulten og ærgerrig spiller, der vil blive så god som overhovedet muligt – og det betyder meget for mig at arbejde med en, der gerne vil frem i verden, afslutter Arnór.