Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Var OL et sats? - Det har været bonus, siger dansk profil

Udtagelsen af Mette Tranborg til det danske OL-hold blev heftigt kommenteret, debatteret og kritiseret, da Team Esbjerg-backen lige havde kæmpet sig tilbage fra en alvorlig korbåndsskade.

Mange rynkede på næsen, da landstræner Jesper Jensen offentliggjorde sin 14-mandstrup til de olympiske lege i Paris. 

På spillerlisten var der lagt op til et helt særligt comeback af den 28-årige Team Esbjerg-back, der i august måned sidste år blev ramt af karrierens anden korsbåndsskade. 

Var hun nu også god nok? Klar? Var det et sats? Spørgsmålene har været mange, men selv føler hovedpersonen, at hun har taget tingene i den rigtige rækkefølge uden at forhaste noget under OL, hvor hun først var tiltænkt en rolle som forsvarsspiller men senere også fik spilminutter i angrebet:

- Jeg har ikke trænet så meget. Jeg har brug for at træne for at få rusten banket af. Det er ikke noget, der har rørt mig så meget. Jeg har været meget bevidst om, at jeg har været et sted, hvor jeg ikke har fået så meget træning, så det har været okay, siger Mette Tranborg til Europamester.dk og fortsætter:

- Jeg var udtaget som forsvarsspiller, og det har været min rolle. Jeg har defineret mine præstationer ud fra mit forsvarsspil. 

Alligevel synes Mette Tranborg ikke, at det gik for stærkt med at blive indlemmet i angrebsspillet, særligt efter Louise Burgaards problemer med den ene akillessene blev større og større:

- Det har ikke været en del af planen, at jeg skulle spille i angrebet. Det har været bonus, hvis jeg skulle spille angreb. Jeg har taget det angrebsspil, jeg kunne få. Jeg synes, det var fedt. Så er der nogen ting, der lykkes og andre ting der ikke lykkes, og så er det lige som bare en del af min vej tilbage for at være fuldt med.

- Der er stor forskel på, om jeg spiller på landsholdet eller hjemme i klubben. Her kræver det, at jeg kommer ind med flow og træning hjemmefra for at falde ind i spillet. For mig handler det om, at jeg skal finde tilbage til timing og rytmer, som ikke sidder lige i skabet, fordi jeg ikke har trænet det i 10-11 måneder. Det er et spørgsmål om timing og gentagelser. Men lige på det punkt er jeg ikke så hård ved mig selv.

- Jeg prøver at gøre det så flydende som muligt. Hvis jeg føler, at jeg ser en chance, der giver mening, så tager jeg den. Hvis ikke det giver mening, så prøver jeg at være flowspiller. Det sidder ikke i baghovedet. Det er vildt fedt og sjovt, og jeg nyder det spilletid, jeg får.

Mette Tranborg mærker særligt i de små detaljer af spillet, at det er godt og vel et år, at hun har siddet udenfor stregerne:

- Jeg kan mærke det i de små detaljer. Jeg bliver løbende bliver mindet om, at jeg skal huske at gøre det og det, hvis jeg vil på ydersiden eller indover, så jeg ligner en, der vil skyde og ikke bare spiller bolden videre. Der er en masse småting, som normalt sidder på rygraden, som jeg nu skal finde frem og øve mere for, at det sidder i skabet, slutter hun.

I Danmarks otte kampe frem mod OL-bronzemedaljerne fik Mette Tranborg fire timer, fem minutter og 48 sekunder på banen. Hun hakkede seks bolde i kassen. 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER