Vildt: Estavana Polman fravalgt til EM
Den nye hollandske landstræner, Henrik Signell, har fravalgt Estavana Polman til den kommende EM-slutrunde. Et valg, som de færreste havde forudset. Polman har spillet for Holland de seneste 15 år og den 32-årige stjerne er nærmest blevet hollandsk frontfigur for landsholdet, men nu er det altså slut i denne omgang.
Udover Estavana Polman, er den hollandske profil, Laura van der Heijden, heller ikke udtaget, mens Kelly Dulfer selv har meldt afbud til den kommende slutrunde. Van der Heijden har spillet 289 landskampe for Holland og er dermed den mest erfarne spiller i truppen, hvilket har gjort det til et endnu sværere valg for Signell:
”Både Laura og Estavana er meget erfarne spillere med henholdsvis 289 og 190 landskampe. Det hollandske hold skylder dem meget. Takket være deres indsats har vi konsekvent været i top 8. Det har været en vanskelig beslutning, især fordi det handler om spillere med så stor erfaring,” siger han til De Telegraaf NL.
Henrik Signell vil til EM satse på fremtiden i hollandsk håndbold og netop derfor fravælger han Polman og van der Heijden:
”Vi er nået til et punkt, hvor vi må se fremad. Med tanke på næste års VM, men også længere frem mod OL i Los Angeles, er det vigtigt at give plads til andre spillere. De skal have mulighed for at få erfaring ved store turneringer og udvikle sig i holdet," fortsætter han og slutter af med at sige, at fravalget af spillerne ikke nødvendigvis betyder et endeligt farvel:
”Døren er ikke endeligt lukket; jeg udelukker ikke, at de i fremtiden kan komme tilbage til holdet,” siger han til De Telegraaf NL.
Læs også: Hollandsk landstræner om Polman-fravalg: “Jeg lover aldrig nogen en plads på landsholdet”