Aalborg-spiller stopper i klubben efter 8 år
Pressemeddelse fra EH Aalborg:
Efter 8 år i den hvide EH Aalborg-trøje, først som ungdomsspiller og senere som en del af ligatruppen, stopper Laura Skovhus i den nordjyske ligaklub efter denne sæson.
Den talentfulde stregspiller har igennem alle årene i EH Aalborg været en utroligt vellidt spiller, som de seneste sæsoner især socialt har haft en stor betydning, da skader har gjort, at det kun er blevet til få indhop på banen. Nu er Laura Skovhus dog kommet sig helt over hendes skader, og det er dermed tid til at finde håndboldglæden i en ny klub.
“Efter mange år i EH Aalborg er det blevet min tur til at sige farvel og tak. Jeg har haft en fantastisk tid i klubben, hvor jeg haft mange gode oplevelser med så mange skønne mennesker. Det er tid til at kaste mig over noget andet end EH Aalborg, der de seneste 8 år har haft mit fokus. Nu vil jeg skrue lidt ned for håndbolden, men op for spilletiden et andet sted. Jeg glæder mig til at følge klubben fremover,” lyder det fra Laura Skovhus.
For EH Aalborg, der i weekenden sikrede sig endnu en sæson i landets bedste håndboldrække med en sejr i kvalifikationsspillet på udebane over Bjerringbro, bliver det et vemodigt farvel til stregspilleren.
“Laura har igennem de sidste mange sæsoner været en rigtig kulturbærer i EH Aalborg. På trods af flere skadesperioder har Laura hver gang kæmpet sig tilbage på håndboldbanen, og det er det helt rigtige for Laura nu at komme ud og spille noget håndbold igen. Vi kommer til at savne Lauras positive væsen, for hun er en spiller, der altid er klar på en frisk bemærkning, når det hele har været lidt svært. Jeg ved, at Laura kommer til at følge med fra sidelinjen, for hun er om nogen en person, der har været meget involveret i klubben i mange år,” lyder det fra sportslig ansvarlig i EH Aalborg, Andreas Larsen.
Fra hele EH Aalborg skal der lyde et stort tak til Laura Skovhus og et ønske om alt det bedste i fremtiden.