Sportschef fastslår: Masser af spændende kandidater som landsholdets nye assistent
Ifølge Dansk Håndbolds sportschef Morten Henriksen er arbejdet med at finde en ny assisterende landstræner i fuld gang. I en sms til Politiken skriver han, at der er ”masser af spændende kandidater” i spil, og han forventer stadig at kunne præsentere navnet i august:
"Det tænker jeg helt sikkert lykkes."
Stillingen som assisterende landstræner har stået tom, siden Lars Jørgensen stoppede i april efter otte år i rollen – og i særdeleshed som den praktisk drivende kraft, mens Jesper Jensen også stod i spidsen for Team Esbjerg. Med Helle Thomsen ansat på fuld tid er præmissen en anden. Men hendes behov for en tæt sparringspartner er uændret:
Den kommende assistent får ikke blot rollen som diskussionspartner, men skal også være med til at dække de huller, der er opstået i trænerstaben. Flere profiler har nemlig fulgt Jesper Jensen til Ferencvaros, herunder analytiker Kristian Danielsen og fysisk træner Line Hovgaard.
Kvindelandsholdet samles igen i september for første gang under Helle Thomsens ledelse. Danmark møder Island i Frederikshavn 20. september, og ambitionen er, at hun til den tid har fået sin nye højre hånd på plads.