LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Flensburg har ikke givet opdatering på skadet dansker

Flensburg er hjemvendt fra deres træningslejr, men der er endnu ikke kommet en status på omfanget af Lukas Jørgensens skade. Det skriver Flensborg Avis.

Efter fire intensive dage i svenske Lund er SG Flensburg-Handewitt vendt hjem til det nordtyske – og allerede onsdag venter næste skridt i forberedelserne, når holdet møder DHK Flensborg i et lokalopgør, der samtidig markerer 50-årsjubilæet for Wikinghalle.

Holdet gennemførte syv træningspas i Sverige – fire med bold, tre i styrketræningslokalet – og ifølge cheftræner Aleš Pajovič handlede det især om at ryste spillerne sammen og finpudse holdets spilidé.

"Vi er meget tilfredse med træningens intensitet. Vi har uden tvivl fået mere sikkerhed i vores spil," sagde Pajovič, da holdet tirsdag eftermiddag satte kursen tilbage mod Flensborg.

Også Simon Pytlick kaldte opholdet i Lund for en "meget intens fase af forberedelserne", og selv om programmet var tæt pakket, blev der også plads til lidt socialt. Søndag aften inviterede sportschef Ljubomir Vranjes hele SG-truppen hjem til grillmiddag i sin svenske hjemby, hvor SG har et tæt samarbejde med den lokale klub Lugi HF.

Et mindre bump på vejen opstod, da et utæt tag gjorde det umuligt at benytte den store Sparbanken Arena de sidste to dage. Træningen blev dog flyttet uden problemer, og spillerne havde stadig alt inden for gåafstand fra hotellet i Lunds centrum.

Den eneste skår i glæden var, at stregspilleren Lukas Jørgensen døjede med muskelproblemer i låret og derfor kun trænede individuelt. Der foreligger endnu ingen nærmere detaljer om hans tilstand.

Onsdag klokken 19:00 gælder det så DHK Flensborg i Wikinghalle – en hal med særlig betydning. Fra 1984 til 1995 dannede den rammen om førstedivisionskampe for både SG Weiche-Handewitt og siden SG Flensburg-Handewitt. Det var her, begrebet Hölle Nord opstod – kendt for sin tætte stemning og hjemmebanestyrke.

For DHK-træner Thilo Knutzen bliver det en særlig aften. Han står på bænken for begge mandskaber og ser frem til et opgør, der ikke blot er en testkamp, men også en fejring af en vigtig del af regionens håndboldhistorie.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder