Advarer danske profiler: Det kan blive farligt
MT Melsungen med Aaron Mensing og Nikolaj Enderleit i truppen har efter to sejre i træk mod Hamburg og Stuttgart fået balance i regnskabet og rykket sig op på ottendepladsen i Bundesligaen.
”Vi har med de to seneste resultater fået noget selvtillid tilbage. Nu spiller vi foran vores egne fans og vil hente de næste to point mod Leipzig,” sagde cheftræner Roberto Garcia Parrondo før hjemmekampen ifølge Handball-World.
Selvom modstanderen fra SC DHfK Leipzig ligger næstsidst, advarer spanieren mod at undervurdere gæsterne:
”Vi skal have stor respekt for Leipzig, for tabellen siger noget, der ikke passer. Det er en farlig situation at møde et hold, der ligger næsten i bunden. Jeg må sikre mig, at vi ikke tænker for meget over det eller over, hvilken strategi de vælger. Vi skal tage dem alvorligt og yde vores bedste.”
Hos Melsungen lysner det samtidig på skadesfronten, hvor både Mohamed Amine Darmoul og Vlad Kulesh er tilbage i truppen.
Af de resterende skadede spillere vurderes Alexandre Cavalcanti som den, der står tættest på et comeback, mens der endnu ikke er sat dato på.