Onsdag aften drager Team Esbjerg til Holstebro for at krydse klinger med oprykkerne fra NordVestjysk Elite i Bambuni Kvindeligaen. Det markerer det første besøg i byen i flere år, da værterne rykkede ud af rækken i 2022, før de kæmpede sig tilbage til denne sæson.
NordVestjysk Elite har lagt stærkt fra land med to sejre over Skanderborg Håndbold og Ringkøbing Håndbold. Truppen tæller både unge talenter og etablerede ligaprofiler – heriblandt den tidligere Team Esbjerg-playmaker Julie Bøe Jacobsen.
Selvom esbjergenserne går ind til opgøret som favoritter, forventer cheftræner Tomas Axnér hård modstand:
“De har mange spillere, som har spillet på andre hold i ligaen, så de har en stor ligaerfaring. Men det er også svært at sætte et helt nyt hold sammen. De har dog allerede skabt gode resultater. Vi er stadig favoritter, så vi tager derop for at vinde, og det er vores klare mål, men det er også et godt oprykkerhold, som vi skal møde,” fastslår Tomas Axnér til klubbens hjemmeisde.
Team Esbjerg er i øjeblikket hårdt ramt på bredden, hvilket lægger ekstra belastning på nøglespillerne:
“Vi er meget bevidste om, at det bliver til flere minutter for nogle spillere, men det er ikke noget, vi kan ændre på. Vi øver os i stedet for i at spille på de betingelser, som vi er under, men selvfølgelig håber vi da på, at der snart kommer flere tilbage,” forklarer cheftræneren.
Et stort lyspunkt er dog landsholdsspilleren Julie Scaglione. Bagspilleren fik et kort indhop i Champions League i mod CSM Bucuresti efter en pause siden sommeren, og onsdag aften forventes hun for alvor at gøre sit indtog i ligaen for vestjyderne:
“Vi håber også, at der bliver muligheder for at få flere minutter til hende, og det bliver godt at få hende i spil,” slår Tomas Axnér fast forud for hendes potentielle ligadebut for klubben.




























