Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Danmarks profiler stepper og scorer højt i Europamesters karakterbog mod Spaniens VM-sølvvindere - Viborg-profil dumper

Danmark to en pligtsejr på 30-27 over det amputerede og afbudsplagede spanske VM-sølvkvindskab torsdag aften i Royal Stage. Europamester.dk har sat karakterer på de danske spilleres præstationer. 

De helt store spanske verdensstjerner udeblev men det gjorde modstanden absolut ikke torsdag aften for de danske håndboldkvinder, der trods alt vandt den første af to testkampe mod Spanien.

Søndag mødes de to landshold igen.

30-27 (16-14)

Stillinger undervejs: 3-1, 6-2, 7-4, 10-7, 13-11, (16-14), 19-17, 20-21, 24-23, 29-26, 30-27

10 - Mia Rej: Landsholdets leder og angrebsstjerne startede i bagkæden og skiftet strategisk ud i forsvaret for at lade sig rådgive på et lyn-taktikmøde hos Jesper Jensen. Havde i perioder svært ved at finde fodfæste i de mange konstellationer, holdet blev smidt i. Tyrede i øvrigt Navarro lige i smasken på en ellers helt fri chance. Der så Odense-stjernen ikke særlig smart ud … Det gjorde hun til gengæld på straffekast, hvor hun var usvigelig sikker. Seks scoringer på straffekast er en stor kvalitet.

10 - Kathrine Heindahl: Bare en skridsikker, sublim og scoringssikker ”skraldespand”, som fanger alt, hvad der bliver smidt ind til hende fra selv de mest umulige vinkler. Bliver fodret både oppe i højderne og nede i fødderne. Fik fortjent et hvil efter 20 minutter efter at have slidt og slæbt i begge ender. Har virkelig spillet sig op til at være ét af landsholdets mest sikre kort. Hun er som en Duracell-kanin, der bare bliver ved og ved og ved og ved ... I begge ender af banen.

10 - Mie Højlund: Ind som højre back i stedet for fodskadede Tranborg og Burgaard. Blev prøvet af i forskellige angrebstaktikker undervejs og havde ét succesfuldt gennembrud i første halvleg. Smidt ud efter et kvarter og kastet lidt ind hér og dér. Måtte også lade kaste sig ind i gruppen af ualmindelig kiksede udvisninger. Tog i den grad revanche i angrebet, hvor hun på et kritisk tidspunkt smed sig ind i alt – og scorede på alt. Spillede sig gevaldigt op og fandt bare lidt rytme i en kamp, hvor der ellers var 12 udvisninger.

10 - Anne Mette Hansen: En af de bedre landskampe for Hansen uden alt for mange fejl. Fik en startplads i bagkæden og havde sine sædvanlige spadsereture lige igennem det spanske forsvar, der slet ikke kunne holde Györ-profilen. Ledte og fordelte boldene godt i en næsten fejlfri første halvleg. Kontrolleret og fornemt. Havde dog en monsterafbrænder på en kæmpestor afslutning. Kom ikke til meget i anden halvleg, hvor fejlene begyndte at fylde mere og mere. Blev fortjent kåret som Danmarks bedste.

7 - Kristina Jørgensen: Kom flyvende ind i forsvaret i stedet for Mia Rej. Prøvede sig et par gange i kontrafasen med det drive, kun Jørgensen besidder. Men alt var godt indtil afslutningerne, der nærmest blev grebet ud med benene af Navarro. Forsvaret efter ragede hun en udvisning til sig. Tredje gang var lykkens gang for Jørgensen, der havde lidt problemer med at finde sit vanlige målskud, der har gjort hende til suveræn ligatopscorer. Fik mere stationært angrebsspil i anden halvleg og bibragte det danske spil mere aggressivitet og fart.

7 - Simone Petersen: Smidt ind efter et kvarter i stedet for Mie Højlund på højrebacken. Skulle lige bruge et par angreb på at spille sig varm men flækkede en underhånd af håndboldguds nåde, som sad lige, hvor dén skulle. Viste stort drive i kontrafasen ligesom hjemme i Herning-Ikast. Måtte desværre lade sig udskifte og tilses af holdets fysioterapeut. Kom desværre ikke på banen mere i kampen.

7 - Simone Böhme: Noget af en begivenhedsrig aften for tilbagevendte Böhme, der både blev kantet, smidt ud i to minutter, nettede i tomt mål, loppede bolde ind … Blev kantet noget så grusomt i sin allerførste aktion, der så en kende farligt ud. Smed sin anden chance sikkert i kassen og loppede lækkert endnu en bold i kassen. Godt nok med lidt hjælp fra indersiden af stolpen men lækkert var det udført.

7 - Emma Friis: Fik anden halvleg på venstrekanten. Fik først noget at arbejde med efter 13 minutter af anden halvleg men satte både chance nummer 1 og 2 sikkert ind uden tøven. Havde også en glimrende forsvarsaktion. Brændte sit tredje skud og måtte desværre efterfølgende sætte sig ud … Ikke en særlig god aften for Herning-Ikast-spillerne, der begge måtte udgå fra kampen humpende.

7 - Jesper Jensen: Gjorde godt brug af sin bænk og prøvede en hulens masse forskellige konstellationer af. En sejr er altid vigtig, og han fik brugt sine midler godt undervejs. En fin testkamp for landstræneren, der fik set både plusser og minusser. Vigtigst af alt var at holdet vandt en tæt kamp, som er et af holdets fokuspunkter til denne samling. Fik set Mia Rej sammen med Mie Højlund og Anne Mette Hansen i en bagkæde, der fandt mere flow.

4 - Sandra Toft: Hmm sådan en både- og kamp for Sandra Toft. Blev inden kampen ikke så overraskende men ganske fortjent kåret til årets landsholdsspiller. Fik første halvleg og havde godt fat i de spanske skytter til at starte med men fik sværere og sværere ved at lukke af for de mere ukendte spanske spillere. Fik ikke rørt ét eneste straffekast på ellers seks forsøg … Lukkede for mange bolde ind, som Sandra Toft på en halv-god dag har fingrene i.

4 - Ida-Marie Dahl: Overtog stregposten fra Heindahl efter 20 minutter men brændte sit første forsøg. Virkede for overtændt i sine aktioner. To hurtige udvisninger. Ville for meget for hurtigt. Var som altid næste den hurtigste fremme på kontra.

4 - Lærke Nolsøe: Den lynhurtige Nykøbing-fløj fortsatte, hvor hun slap: Hurtig og træfsikker på kontra men fik herefter produceret nogle knapt så imponerende ting. Lavede en kikset afleveringsfejl midt i banen, brændte en fri chance og fik ikke timet sit løb. Det blev aldrig Nolsøes første halvleg …

02 - Andrea Hansen: Brændte sin første afslutning men tog flot revanche på den næste. Svingende i sit forsvarsspil: Afværgede tålmodigt et stregangreb og fandt den rette aggressivitet. Men det evnede hun ikke i den anden test, da hun smaskede en unødvendig hånd i hovedet på en spansk spiller, modtog en udvisning og måtte se resten af kampen fra bænken og vige pladsen for Simone Böhme.

00: Majbritt Toft Hansen: Fik forsvarsansvar efter pausen og skulle forsøge sammen med Heindahl at stabilisere den midte, som Viborg-klubveninden Line Haugsted har været så eminent til. Det lykkes aldrig. Men efter et par minutter blev det for meget og hun måtte lade sig udvise. Brændte sin første afslutning og fik aldrig greb om bolden.

UB - Anna Kristensen: Fremtidens landsholdskeeper kom kort ind på et straffekast og var tæt på, men fodparaden nåede aldrig ud i tide. Også efter pausen var hun prisgivet på straffekast. Ikke nok spilletid til en bedømmelse.

UB - Laura Damgaard: Blev sat i spil efter 45 minutter, da Danmark overraskende var bagud 20-21. Ligesom ved EM skulle hun ind at gøre det uforudsigelige og få bragt lidt fanden-i-voldskhed. Blev dog pillet ud efter sådan cirka fem sekunder, da Spanien fik en spiller udvist og Kristina Jørgensen skulle styre overtallet. For lidt sammenhængende tid til bedømmelse.

UB - Sara Hald: Fik som eneste dansker ikke nogen minutter på banen.

UB - Louise Burgaard: Oversidder.

UB - Mette Tranborg: Oversidder.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER