Dansk cheftræner er fortid: Rumænsk ligaklub præsenterer ny træner
SCM Râmnicu Vâlcea har ansat Florentin Pera som ny cheftræner med tiltrædelse fra den kommende sæson. Dermed vender han tilbage til klubben, som han tidligere stod i spidsen for fra 2018 til 2021.
I sin første periode i Vâlcea var Pera med til at sikre klubbens mest markante resultater i nyere tid – blandt andet det rumænske mesterskab i 2019, pokaltitlen i 2020 og sejre i Supercuppen i både 2018 og 2020. Under hans ledelse kvalificerede holdet sig desuden til gruppespillet i EHF Champions League.
Siden da har Pera været cheftræner i internationale klubber, herunder CSKA Moskva, og han er i dag også landstræner for Rumæniens kvindelandshold – en rolle han fortsat varetager.
I Vâlcea afløser han danske Rasmus Rygaard Poulsen, som stod i spidsen for holdet i den forgangne sæson. Til den kommende sæson får klubben desuden tilgang af flere danske profiler, heriblandt Alberte Kielstrup, Maria Lykkegaard og Amalie Wulff.