Dansk dommerpar udtaget til U21-VM i Polen
Når U21-verdensmesterskabet for herrer afvikles i slutningen af juni, bliver Danmark også repræsenteret på dommersiden.
Af: Per Olesen
28-årige Jacob Jæger Pagh og 30-årige Kalle Thygesen skal dømme ved den 25. udgave af mesterskabet, der finder sted fra 18. til 29. juni i Polen.
Jacob og Kalle blev IHF-dommere i 2024 i Skopje, Nordmakedonien, og er godt på vej i deres internationale karriere. U21-VM bliver deres anden turnering i 2025, da de også deltog i IHF Emerging Nations Championship i marts – en turnering, hvor man blandt andet testede 3-dommersystemet.
Mesterskabet i Polen spilles i fire forskellige byer. Én ting ligger dog fast: Jacob og Kalle kommer ikke til at dømme kampe i Gruppe E i Katowice, hvor Danmark spiller mod Frankrig, Nordmakedonien og Mexico i den indledende runde.