Lørdag eftermiddag venter en intens europæisk duel i Spar Nord Boxen, når Nykøbing Falster Håndboldklub tager imod norske Storhamar Håndball Elite i EHF Champions League.
Gæsterne har historisk set haft et solidt tag på falstringerne med tre sejre og en enkelt uafgjort i holdenes fire seneste indbyrdes opgør siden 2024, men hos nordmændene er der maksimal respekt for den opgave, der venter mod Mia Solberg Svele og resten af NFH-mandskabet.
Stregspiller Oda Mastad peger især på hjemmeholdets offensive kvaliteter og tempo i omstillingerne som de største trusler:
“Nykøbing er et godt hold med masser af fart og kontrastærke spillere. De har også et godt flow i angrebet og er stærke i syv-mod-seks-spillet.”
Holdkammeraten Christina Pedersen fremhæver, at Storhamar selv ankommer med fornyet selvtillid efter en periode med klar fremgang i både angrebs- og forsvarsspillet:
“Jeg ser virkelig frem til kampen mod Nykøbing. De er et hold, som ofte spiller syv-mod-seks, og som løber meget frem og tilbage på banen. Skal vi vinde, er det afgørende, at vi er skarpe på præcis de områder og håndterer udfordringerne godt undervejs. Jeg synes, vi har forbedret udnyttelsen af vores chancer i de seneste kampe, og vi er blevet bedre til at score på vores muligheder. Samtidig har vi fundet en rigtig god balance i forsvaret, hvilket giver vores dygtige målvogtere fine arbejdsbetingelser.”
Opgøret i Nykøbing markerer det første af to indbyrdes opgør på stribe, inden mandskaberne tørner sammen igen næste lørdag i OBOS Arena.




























