Dansk keepertalent rykker teltpælene op
Norske Fjellhammer IL henter dansk keeper med øjeblikkelig virkning.
Thomas Grahn rykker teltpælene op og skal forsøge at gøre sig gældende i den bedste norske række.
21-årige Thomas Grahn kommer fra den danske 1. divisionsklub FIF og har tidligere tørnet ud for HØJ og Ajax København.
”Jeg har valgt at skifte til Fjellhammer efter nogle gode samtaler med både træner og ledelse i klubben. Jeg er overbevist om, at Fjellhammer vil være et godt match til at udvikle mig både på og udenfor banen”, siger Thomas Grahn til klubbens hjemmeside.
Fjellhammer IL ligger i øjeblikket på en 13. plads i tabellen efter sæsonens første 9. spillerunder. Holdets næste chance for point er den 17. november, når de på hjemmebane byder Bækkelaget op til dans.