LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Dansk klub i rekordhandel: Sælger stor profil med øjeblikkelig virkning

Lemvig-Thyborøn Håndbold sælger bagspilleren Mads Thymann til en endnu unavngiven dansk klub med øjeblikkelig virkning.

Mads Thymann har leveret på et rigtig højt niveau for LTH, siden han i sommer gjorde comeback i klubben efter tre år væk fra Jysk Energi Arena.

De gode præstationer har gjort ham eftertragtet blandt andre klubber, og det er endt med, at LTH nu er nået til enighed med en endnu unavngiven dansk klub om en transfer, der sender Mads Thymann afsted med øjeblikkelig virkning.

”Vi er stolte over at kunne sende Mads videre til en klub, der skal spille europæisk håndbold. Det er en naturlig del af vores identitet som klub, at vi udvikler og sender spillere videre til større adresser,” siger sportschef Lars Buus Broe i en pressemeddelse og fortsætter:

”Det er en historisk Lemvig-transfer, også økonomisk set, at vi nu sender Mads videre i karrieren. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi gerne ville beholde Mads, der har været meget ombejlet fra interesserede klubber. Men tingenes udvikling i sæsonen, særligt på pointfronten, samt den store rekordtransfersum har naturligvis spillet ind på beslutningen, og vi ønsker Mads alt muligt held og lykke i fremtiden,” siger Lars Buus Broe.

Mads Thymann tørnede for første gang ud for Lemvig-Thyborøn Håndbold i 2016 og var en del af klubben i seks sæsoner, før han tog videre skridt i karrieren, der bragte ham forbi Mors-Thy og den spanske klub, Balonmán Cangas, indtil han i sommer gjorde comeback i den røde trøje i Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Her indgik han en toårig aftale, som nu bliver ophævet før tid.

”I Mads’ to-årige kontrakt med LTH var en indbygget klausul om, at en interesseret klub kunne købe ham fri for et vist beløb til sommer, og da den klub, der nu har købt Mads, så tilkendegav, at de ville udløse den klausul, vidste vi også, at vi ville se ind i en kommende sæson uden Mads på holdet. Da klubben så kom retur med ønsket om at hente Mads med det samme mod at betale en stor transfersum, har vi vurderet, at det giver mening at sende Mads afsted omgående,” siger Lars Buus Broe videre.

Mads Thymann har spillet sin sidste kamp for klubben i denne omgang, og det er en afklaret profil, der drager videre i karrieren.

”Jeg vil gerne sige tak for en god tid i klubben. Det har været rigtig dejligt og fedt at have været en del af en god gruppe. Nu er der opstået en stor og spændende mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til. Så jeg vil gerne sige tak til klubben for at lade mig gå, og så glæder jeg mig til, at vi ses igen. Enten som modstandere i ligaen eller når jeg vender tilbage som spiller,” siger Mads Thymann.

Klubben vil nu arbejde på mulighederne for at tilføre nye kræfter til truppen.
 
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder