Axnér efter skuffende nederlag: "Ret tydeligt, hvad årsagen til nederlaget var"
Team Esbjerg måtte lørdag rejse hjem fra Rumænien uden point efter et skuffende nederlag på 38-35 til Gloria Bistrita. Kampen blev præget af et passivt forsvar og manglende energi, som gjorde det svært for danskerne at få kontrol over hjemmeholdets angreb.
“Når modstanderen lavede 38 mål, så var det ret tydeligt, hvad årsagen til nederlaget var. Forsvaret blev for passivt, og vi ramte ikke det niveau, aggressivitet eller intensitet, som vi gerne ville. Vi havde for lav energi, og vi agerede ikke, som vi ville,” siger cheftræner Tomas Axnér til klubbens hjemmeside, og tilføjer,
“I anden halvleg snakkede vi om, at vi skulle spille med større aggressivitet, men vi fik ikke engang en udvisning i de sidste 30 minutter,”.
Nederlaget betyder, at Gloria Bistrita overhaler Team Esbjerg i gruppe A.