Drømmer om nyt Final 4-eventyr: Kommer med alt
Silkeborg-Voel har tidligere haft succes med at komme med i Santander Cup Final-4, og holdet går nu målrettet efter at gentage oplevelsen. '
Tirsdag venter 1/8-finalen mod ligakonkurrenterne København i JYSK arena.
"Vi går efter sejren, for vi vil gerne i Final-4 igen. Vi går ind med alt for at vinde, og jeg synes, vi er godt forberedte. Spillerne havde fri søndag, men trænede igen mandag. Jeg tror, at vinderen er det hold, som er mest kynisk på dagen,” siger cheftræner Peter Schilling Laursen til klubbens hjemmeside.
Og selvom man drømmer stort, er der også stor respekt for modstanderen:
“Det bliver et spændende opgør. København har skiftet meget ud i truppen i forhold til sidste sæson. Profiler som Pernille Brandenborg er gået til Storhamar, og Team Esbjerg har hentet stregspilleren Tabea Schmid og Helene Kindberg, som vi kender så godt i Silkeborg-Voel. København kommer i en smallere udgave, og der er skåret ind til benet.”
"Alligevel har holdet spillet stabilt i Ligaen og stod med seks point efter de tre første kampe. Derefter tog holdet til Ikast uden et par af profilerne og fik et nederlag på 46-30. Det kom holdet dog hurtigt over og tog til Ringkøbing i lørdags og vandt en klar sejr. De vælger deres kampe, og træner Bo Spellerberg lykkes på trods af de mange ændringer, og resultaterne er hans fortjeneste,” siger Peter Schilling Laursen.
Hos Silkeborg-Voel er både Sara Madsen og Maria Holm fortsat ude med skader, men holdet har arbejdet med alternativer.