Ekspert forstår ikke landstrænerens beslutning om den danske EM-trup
Det var lidt af en overraskelse, da den danske landstræner Jesper Jensen præsenterede den trup, der skal til EM for Danmark, at han kun havde udtaget 16 spillere.
Det var nemlig muligt at udtage op til 20 spillere, hvor fire af dem så skulle fungere som reserver, og det har alle Danmarks største konkurrenter gjort.
Den danske landstræner har efterfølgende fortalt, at han tidligere har oplevet, at det giver uro i truppen, når nogen har haft en rolle som reserve, og derfor har han valgt kun at udtage 16 spillere til EM-slutrunden.
Sofie Bæk er håndboldekspert på TV2, og hun forstår slet ikke noget af den beslutning, landstræneren har truffet, da det er noget, spillerne er vant til hjemme fra klubberne også.
- Min hypotese er, at du kan komme uden om den uro ved at give nogle klare roller. Så er der også noget i, at det er elitesport. Det, jeg har svært ved at forstå, er, at det her foregår jo også til dagligt, altså det er jo en præmis, man også køber ind på hjemme i klubberne, siger Sofie Bæk til TV2 Sporten.
Sofie Bæk siger videre, at man hjemme i klubberne jo også ryger på bænken, eller endda ikke får fornyet sin kontrakt, hvis man ikke præsterer, så spillerne er vant til den slags.