LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

GOG-direktør ser tilbage på sæsonen

GOG har netop afsluttet endnu en sæson, der bød på både sportslige højdepunkter og store forandringer.

I en nylig video på klubbens YouTube-kanal evaluerer en repræsentant for klubben sæsonen, hvor han også sender en varm tak til klubbens trofaste fans.

”Sæsonen har været fyldt med gode oplevelser, gode sportslige resultater og en flytning til Arena Svendborg,” siger han og tager et kig tilbage: 

”Hvis vi starter for et år tilbage og kigger på den sæson, som vi alle sammen forventede, vi skulle have, så var vi måske nok mere internt hos os selv, lidt mere bevidste om, at vi havde et godt hold. Bevidste om, at vi igen ville blande os i toppen af dansk håndbold – og europæisk håndbold for den sags skyld – end vores omverden var.”

Han understreger, at holdet har været igennem store forandringer: 

”Det er klart, at vi havde stor udskiftning. Både på trænerposten, men også på spillersiden, var der mange nye folk, der skulle integreres. Og hvordan det ville gå, var jo et åbent spørgsmål. Men vi troede selv på tingene.”

Resultaterne i sæsonen er efter hans mening ”godkendt”: 

”En kvartfinale i European League, hvor vi ryger ud til de senere vindere, det må vi sige, det er målsætningen opfyldt der. Og så en bronzemedalje i den danske turnering. Det er jo selvfølgelig lidt mere, end vi godt kunne ønske os.”

Om semifinalen mod Skjern fortæller han: 

”Vi ved alle sammen, at de kampe, vi spillede mod Skjern, var tætte og kunne lige så godt have tippet over til vores side. Det gjorde det ikke, og da vi så nåede dertil, så må vi sige, at vi havde nogle fantastiske, gode kampe i bronzekampene og ender også med at få den hængt om halsen. Så igen, det er nu 8. sæson, syv medaljer. Det kan vi godt synes er godkendt.”

Flytningen fra Gudme til Arena Svendborg har også været et stort tema:

”Turen fra Gudme til Arena Svendborg var også i den her sæson set frem imod med både glæde og frygt fra mange. Og når jeg står her og skal evaluere på, hvordan det så har været, må jeg sige, at der er det absolut glæden, der fylder mest.”

Han fremhæver den flotte opbakning: 

”Fra 8. februar til i dag har vi været cirka 45.000 mennesker til håndbold i Arena Svendborg. 45.000 gule har taget den sjæl og den charme, vi har her i Gudme, med til arenaen og har virkelig fået en opbakning, der er guld værd for drengene og for os alle sammen. Så til jer, der har været med på den rejse, til jer, der har deltaget i de kampe i Arena Svendborg, tusind tak for den opbakning, vi har fået.”

Han slutter med et håb om fortsat opbakning: 

”Vi har været meget, meget, meget glade for, at I har været med på den rejse, vi har taget, og håber også, at I er med på den næste rejse, så vi også i den kommende sæson har et tilskuergennemsnit på 3.000 henover en hel sæson, nu hvor den både hedder den danske liga og også Champions League.”

Skadesproblemer har præget sæsonen, men GOG’s repræsentant mener, at holdet har håndteret det flot: 

”Undervejs har vi været ramt af rigtig mange skader. Det må vi også erkende. Det er vi vant til, og det skal vi også kunne håndtere, og det synes jeg, vi har håndteret på en fantastisk flot vis. Der er ikke nogen, der ved, hvis vi havde stillet med det fulde hold hele vejen igennem, hvad der så var sket. Det kan vi jo kun gætte om.”

Han roser samtidig de unge spillere, som har fået chancen: 

”Når det så er sagt, så synes jeg, at vi har fået nogle meget, meget flotte bidrag for dem, der har trådt ind i stedet for dem, der har været skadet. Og det er jo et kendetegn for måden, vi gerne vil gøre det på i GOG, og det vi igen nu har lykkes med, at de unge træder ind på den allerøverste og flotteste scene på en supergod måde.”

Selvom han ikke nævner konkrete navne, pointerer han, at flere unge har leveret unikke præstationer: 

”Meget, meget unikke præstationer har vi fået fra de unge her hen over sæsonen. Og det har bidraget til, at vi som hold er lykkes langt hen ad vejen," siger Kasper Jørgensen og slutter:

"Og hvad der så igen skulle være sket, hvis vi havde haft det fulde mandskab med, det ved vi ikke. Men det havde i hvert fald betydet, at de unge ikke havde fået helt så meget spilletid, som de har nu. Og den del er vi som altid meget, meget glade for i GOG, og stolte over, at vi kan sende de unge på banen, når vi har brug for dem.”

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder