Endnu et Ikast-talent drager videre til anden dansk klub
I Holstebro Håndbold fuldender Lærke Hauge stregspilspositionen til den kommende sæson. Lærke kommer til klubben fra Ikast Håndbolds U19-piger.
Holstebro-cheftræner, Kasper Andersen, udtaler følgende om tilgangen til klubbens Facebook-side:
“Gennem samtaler med Lærke er vi sikre på at vi har fundet den helt rigtige stregspiller til at danne kvartet med Emma Skipper, Christina Hansen og langtidsskadet Mathilde Hansen," siger Kasper Andersen, og fortsætter,
“Lærke kommer ind med en stor sult og lyst til at udvikle sig og bidrage til vores miljø i Holstebro og vi tror på at Lærke gennem hårdt arbejde bliver en super tilføjelse til vores trup og træningsmiljø”.
Lærke Hauge siger om skiftet til Holstebro Håndbold:
“Jeg glæder mig enormt meget til næste sæson hvor jeg trækker Holstebro trøjen over hovedet. Med ambitionerne om at komme i ligaen, og ligeledes det professionelle træningsmiljø der er i Holstebro, tiltaler det mig enormt meget, både som spiller og person”.