Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Ekspert hylder vild Althea Reinhardt-præstation for mere end redninger

Odense Håndbold blev spillet baglæns ud af eget halgulv efter første halvleg mod Ikast - men så valgte Althea Reinhardt at tage både med hænder, fødder og alt midtimellem, og så løb fynboerne med 28-27-sejren. 

En mystisk, underholdende, mærkelig og intens topkamp udspillede sig onsdag aften i Odense, hvor hjemmeholdet vendte et truende nederlag til en livsvigtig sejr.

Ekspert Lars Rasmussen lagde især mærke til præstationen i Odense-buret, hvor landsholdskeeper Althea Reinhardt fuldendte Ikast-nedturen: 

- Først og fremmest skal pulsen nok lige ned efter en meget mærkværdig kamp, hvor Odense leverede sæsonens største comeback. Godt nok en vild præstation, siger ekspert Lars Rasmussen til Europamester.dk.

- Jeg har sjældent set et Odense-hold være så langt nede i kulkælderen: Ingenting hang sammen i første halvleg. Det var faktisk direkte bekymrende, og man skal også huske på, at det i høj grad også var Ikasts fortjeneste. 10-17 var pausestillingen, men så skete der et eller andet i pausen. 

- Althea Reinhardt kom ind og rullede gardinet fuldstændig ned. Der var absolut intet at komme efter for Simone Petersen og Co., der brændte den ene store chance efter den anden. Selvfølgelig er redninger altafgørende for, at man vinder håndboldkampe, men jeg vil også gerne rose Althea Reinhardt for andet og mere end redningerne. Jeg så en glød, gnist og vilje i øjnene, som jeg ikke har set længe. Hendes jubelscener sagde det hele: Først ud til holdkammeraterne og så ud til publikum, og det var med til at løfte hele hallen. Jeg så en Althea Reinhardt, der var klar og tændt, da det gjaldt. Hun er i topform og en stor del af årsagen til, at Odense vandt og formentligt undgår Team Esbjerg i semifinalen, slutter Lars Rasmussen.

Mie Højlund og Andrea Aagot blev kampens topscorere med hver syv mål.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER