Esbjerg-træner ser fremad: “Vi er skuffet over ikke at vinde, men"
Team Esbjerg måtte søndag se sig slået 33-30 af Odense Håndbold i forbindelse med Super Cup. Esbjerg-cheftræner, Tomas Axnér, var naturligvis skuffet, men understregede samtidig også, at opgøret var en vigtig del af forberedelserne,
“Vi er skuffet over ikke at vinde, men vi vidste også, at dette opgør var en del af de forberedelser, som vi har frem til de næste kampe. I perioder fandt vi ikke den rigtige aggressivitet i forsvaret. De gange, vi gjorde, fik vi også noget ud af det. I angrebet var der også fine takter, men vi manglede også lidt timing og kynisme i spillet,” siger Axnér til klubbens hjemmeside.
Vestjyderne var desuden uden Henny Reistad og Nina Koppang, der begge var ude med mindre skader.
På torsdag indleder Team Esbjerg Bambuni Kvindeligaen, når Silkeborg-Voel KFUM kommer på besøg i Blue Water Dokken. Kampen fløjtes i gang kl. 18.30.