Farvel til en gylden æra: - Ikke til at bære, siger ekspert
Estavana Polman og Lois Abbingh måtte sammen med resten af det hollandske hold se Frankrig løbe med sejren 33-31 efter forlænget spilletid, og dermed sluttede et næsten årti langt eventyr på den internationale scene uden medalje. Men resultatet ændrer ikke på deres enorme betydning for hollandsk kvindehåndbold.
For Polman og Abbingh har i årevis været mere end blot profiler. De har været omdrejningspunkter, ledere og symboler på den udvikling, der har gjort Holland til en fast del af verdenseliten – kulminerende med VM-guldet i 2019.
- Hollands succes de seneste mange år kan ikke fortælles uden Polman og Abbingh. De har været fundamentet for det her hold – både spillemæssigt og menneskeligt, siger håndboldekspert Lars Rasmussen til Europamester.dk.
Estavana Polman har med sin kreativitet, sit tempo og sin kompromisløse spillestil sat sit tydelige præg på Hollands offensive udtryk. Hun har været den uforudsigelige faktor, der kunne åbne selv de mest kompakte forsvar, og samtidig en spiller, der turde tage ansvar, når presset var størst.
- Polman har været den spiller, der kunne ændre kampbilledet på egen hånd. Hun har haft modet til at tage de svære beslutninger og personligheden til at bære holdet, når det hele brændte på, vurderer han.
Lois Abbingh har på sin side været indbegrebet af stabilitet og overblik. Med sin spilforståelse, sikre afslutninger og taktiske disciplin har hun været limen, der bandt holdet sammen – ofte uden de store armbevægelser, men med enorm effekt.
- Abbingh er typen, der får alle omkring sig til at spille bedre. Hun har ro, timing og erfaring, og hun har været ekstremt vigtig i de kampe, hvor Holland skulle holde hovedet koldt.
Netop kombinationen af Polmans emotionelle intensitet og Abbinghs kølige overblik har været afgørende for Hollands internationale gennembrud. VM-guldet i 2019 står som det klare højdepunkt – et historisk øjeblik, der for alvor placerede Holland på håndboldens verdenskort.
- VM-guldet i 2019 var kulminationen på mange års arbejde, og Polman og Abbingh var helt centrale i den succes. De satte standarden for, hvad hollandsk håndbold kunne være,” fastslår Rasmussen.
At deres landsholdskarrierer sluttede uden VM-bronze, efter nederlaget til Frankrig i en dramatisk bronzekamp, ændrer ikke ved det samlede billede. Kampen bar præg af udmattelse, nerver og små marginaler, og i forlænget spilletid var det Frankrig, der havde de sidste kræfter.
- Det er selvfølgelig bittert, at det slutter sådan, men det ændrer ikke på deres eftermæle. De har leveret på højeste niveau i næsten et årti, og det er ekstremt sjældent, siger Lars Rasmussen.
- De bliver savnet i omklædningsrummet, til træning og i de svære kampe. Det er ikke bare to pladser, man udfylder. De er reelt umulige at erstatte på kort sigt.
Selvom bronzemedaljen glippede, efterlader Estavana Polman og Lois Abbingh et landshold og en håndboldnation, der står stærkere end før. Deres aftryk rækker langt ud over resultatet i den sidste kamp – og deres betydning vil kunne mærkes i mange år frem.