Efter to sæsoner i klubben bliver denne sæson den sidste for Jonas Nielsen i denne omgang. Jonas kom til TM Tønder forud for sæsonen 2024/2025 fra Vendsyssel Håndbold og har siden været en fast del af førsteholdstruppen, hvor han efter 1 1/2 sæson står noteret for 32 kampe og 76 mål heraf 24 på straffekast.
Sportschef Steen Thomsen sender en stor tak til Jonas for hans indsats i klubben. Han udtaler i en pressemeddelse:
”Jonas er en meget loyal og arbejdsom spiller, som kom til Tønder fra Nordjylland forud for forrige sæson. I sin tid i klubben har han arbejdet dedikeret og udviklet sig både spillemæssigt og personligt. Jonas udmærker sig særligt for sine afslutninger, hvor han er besiddelse af en meget fin teknik når han afvikler og eksekverer sit skud. Jonas er tilmed meget vellidt i truppen, træneren og staben omkring holdet. Samtidig bidrager han hver dag positivt til træningsmiljøet. Vi ser frem til, at Jonas fortsat repræsenterer TM Tønder resten af sæsonen, og herefter ønsker vi ham alt det bedste – både håndboldmæssigt og privat. Vi har alt mulig grund til at takke Jonas for sin indsats i og sin medvirken til at flytte TM Tønder positivt i forhold til klubbens ambitioner og målsætninger”
Jonas Nielsen ser tilbage på sin tid i TM Tønder med stor taknemmelighed og har fuldt fokus på at afslutte sæsonen på bedst mulig vis:
”Min tid i TM Tønder har været både lærerig og givende, og jeg er meget taknemmelig for at have haft muligheden for at være en del af klubben. Jeg vil gerne sige en stor tak til mine holdkammerater, trænerteamet, den sportslige stab og alle omkring klubben for et godt samarbejde og et stærkt fællesskab i hverdagen. En særlig tak skal også lyde til TMT Red Support for jeres store engagement og støtte – både hjemme og ude. Det har betydet meget for mig. Efter denne sæson venter der nye udfordringer, som jeg glæder mig til. Men jeg ønsker samtidig TM Tønder alt det bedste fremover og held og lykke i de kommende sæsoner.”





























