Frygtede rødt kort - Sarah Iversen beordrede dommerne til at se video
Den danske stregspiller, Sarah Iversen, frygtede, at det spanske dommerpar ville hive et rødt kort op ad baglommen efter en tackling, der så meget voldsommere ud, end den var.
SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, EUROPAMESTER.DK): Hun slog med det samme ud med armene og lignede verdens største spørgsmålstegn.
Med åben mund og polypper gestikulerede Ikast-stregen, at hun på ingen måder var gået over stregen, som det ellers godt kunne se ud som, da hun jævnede én af de sydkoreanske bagspillere med jorden efter et, hvad hun selv kalder et lille puf.
Sarah Iversen var så opsat på ikke at få en marchodre, at hun selv bad det spanske dommerpar om at gå ud og se situationen igennem en ekstra gang, men var det nu også klogt?
- Det ser sindssygt voldsomt ud. Jeg føler slet ikke, at jeg rører hende. Jeg kan godt mærke, at jeg har hånden i brystet, men hun er helt ude af balance, og så lander hun. Jeg er selv meget overrasket. Jeg når at kigge væk, og så kan jeg godt se, at hun ligger der. Hun vejer jo det halve af mig, så selvfølgelig flyver de lidt. Det er fint, siger Sarah Iversen til Europamester.dk og uddyber den spøjse situation:
- Jeg var sådan ”hvad jeg gjorde jeg?”. Normalt flytter dem, jeg spiller på hold med, sgu ikke, hvis jeg rammer dem med en hånd. Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg tror bare, jeg var sådan ”ud med dig”.
- Frygtede du det røde kort?
- Ja, da dommerne går ud og kigger. Jeg siger endda også til dem, at de lige skal gå ud og se den. For den er ikke så voldsom. Ham den ene siger, ”er det ikke bare to minutter?”, og så siger jeg ”hey hey, gå lige ud og se den”. Der er sgu ikke to minutter. Så blev jeg alligevel bekymret, når jeg selv var med til at sende dem ud. Kunne de mon se noget, jeg ikke kunne se?
- Dommerne har jo haft tendens til at give røde kort, når de har været ude at se situationerne igennem?
- Især på herresiden. Hvis jeg havde fået rødt kort, så havde jeg sgu også taget den. For det var helt grotesk, synes jeg.
- Hvordan var det at spille en kamp helt uden betydning?
- Anderledes. Vi kunne ikke ændre så meget ved den tredjeplads, og vi kendte jo godt vejen for, hvis vi vandt og tabte. Det var mærkeligt at spille, men vi besluttede os for at få så meget ud af den som muligt. Vi var så godt stillet som muligt som hold i stedet for at begynde at lege med, hvad hvis vi taber. Det ville være noget værre rod, som vi ikke står for.
- Det er klart, at når vi godt selv kan regne ud, hvordan kabalen kommer til at gå op, så begynder man at spekulere i diverse scenarier. I sidste ende skulle vi forbi Holland uanset hvad, og så ville vi hellere have en god kamp i benene end en kamp, vi ikke kunne bruge til noget, slutter Sarah Iversen.
Det danske kvindelandshold er søndag kørt mod Lille, inden de altså spiller kvartfinale på tirsdag klokken 9.30 mod Holland.