LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Gidsel genfandt roen i sommerhuset: Min krop var overrasket

Mathias Gidsel er midt i en hektisk jagt på sit første tyske mesterskab med Füchse Berlin. For at kunne være helt skarp i sæsonens afgørende kampe fik verdens bedste håndboldspiller lov til at tage en sjælden pause – og han vidste præcis, hvor han skulle finde ro.

I den seneste landskampspause tog Gidsel nemlig hjem til Danmark, hvor han koblede fuldstændig af i sit sommerhus.

“Jeg fik virkelig slappet af, og min krop var faktisk lidt overrasket over, hvor afslappet jeg var. Men både krop og hoved havde virkelig godt af det. Nu føler jeg mig frisk til sidste del af sæsonen,” siger Mathias Gidsel ifølge dpa efter torsdagens kamp mod Eisenach, som Füchse Berlin vandt 34-26.

Med kun fem kampe tilbage i Bundesligaen er presset stort på Gidsel og resten af Füchse Berlin, der jagter klubbens første mesterskab nogensinde.

Mod Eisenach var Füchse-træner Jaron Siewert ikke helt tilfreds med holdets angrebsspil, selvom de scorede 34 mål:

“Selvom vi laver 34 mål, var jeg ikke så glad for vores angrebsspil. Vi skal tilbage til den håndbold, vi spillede før landskampspausen,” lød det fra cheftræneren.

Gidsel erkendte, at holdet havde haft svært ved at holde fokus gennem hele kampen:

“Man kigger på måltavlen, og vi er også bare mennesker, så man mister lidt fokus. Det var ikke vores højeste niveau, men det var nok.”

Füchse Berlin møder allerede mandag Frisch Auf Göppingen, som Gidsel advarer imod:

"De er altid en svær modstander på hjemmebane, og presset ligger på os, ikke på Göppingen."

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder