Helle Thomsen kommenterer på kontroversiel udtagelse: - Hun er langt fra
SCANDIC CPH STRANDPARK (AMAGER, EUROPAMESTER.DK): Der blev løftet mange øjenbryn, da landstræner Helle Thomsen offentliggjorde sin 35 mand store bruttotrup til det kommende VM.
For midt blandt relativt nye, unge og uprøvede spillere stod et navn, de færreste havde forventet at se: Kathrine Heindahl.
Team Esbjerg-stregen, der blev mor tidligere på året, har nemlig ikke spillet en håndboldkamp i godt og vel et år – og alligevel figurerer hun på listen.
Thomsen forstår godt, at udtagelsen vækker undren, men forklarer, at der ligger en klar tanke bag beslutningen.
- Vi ved jo, at både Kathrine Heindahl, Sarah og Rikke Iversen er og har været ude på grund af graviditet, og derfor vil jeg gerne holde pladsen åben. Jeg kender ikke Heindahls nuværende niveau, men hvis hun begynder at spille igen, skal jeg have mulighed for at kunne vurdere hende, siger Helle Thomsen til Europamester.dk.
- Det er faktisk den position, vi har flest spillere på i bruttotruppen. Derfor handler det om at have alle muligheder åbne, hvis noget pludselig ændrer sig.
Men selvom døren står på klem, er det ikke ensbetydende med, at Heindahl er tæt på et comeback i rødt og hvidt.
Tværtimod.
- Hun er langt fra. Hun har ikke spillet kampe endnu, selvom der har været snak om, at hun måske skulle have været i aktion ved både den forrige og seneste kamp. Der er simpelthen for mange ubekendte omkring hendes form og niveau lige nu.
Alligevel er der ifølge Thomsen gode grunde til at holde Heindahl i periferien af landsholdet.
- Heindahl har stor rutine og erfaring fra flere mesterskaber. På stregen – især i forsvarets 3’er- og 4’er-position – kræver det sindssygt meget fysik og timing. Hvis hun pludselig bliver klar, er det en fordel, at vi har hende registreret i bruttotruppen.
At blive en del af den endelige VM-trup vil dog kræve noget helt særligt.
- Hun skal være bedre end de stregspillere, vi allerede har haft i spil under september-samlingen og nu her. Og det er mange dygtige spillere. Først skal hun i gang med at spille håndbold igen – og det har vi jo slet ikke set endnu.
Om halvanden måned går det løs til VM i Tyskland og Holland, og tidshorisonten er derfor snæver.
- Jeg synes, hun er langt fra at være klar. Hun er ikke på banen endnu – i hvert fald ikke i kampsammenhæng – så jeg ser det ikke som realistisk lige nu. Men jeg vil gerne have muligheden, hvis hun pludselig står klar, slutter Helle Thomsen.
Kathrine Heindahl står noteret for 145 kampe for det danske kvindelandshold med hvem hun både har vundet EM-, VM- og OL-medaljer med.