Ikast-cheftræner gør status: "Vi har en god tro på, at vi kan være med mod alle"
Ikast Håndbold indleder fredag aften sæsonens første gældende kamp, når holdet møder 2. divisionsholdet Hadsten Håndbold i pokalturneringens 6. runde.
Forud for kampen gør cheftræner Søren Hansen status efter en seks uger lang opstart med seks testkampe mod både dansk, tysk og fransk modstand – og med blot to snævre nederlag til henholdsvis Team Esbjerg og Brest Bretagne.
”Det har også været lidt svingende i perioder, hvor vi gerne ville have været mere stabile, men overordnet set, med den modstand, vi har haft, har det været nogle gode kampe. Vi har en god tro på, at vi kan være med mod alle og nogle facetter i spillet, hvor vi synes, vi kan være med mod alle,” siger Hansen til klubbens hjemmeside.
Fredagens pokalkamp mod Hadsten fløjtes i gang klokken 18.30 i Vestjysk Bank Arena.