Ikast Håndbold-træner er ikke i tvivl: Disse to hold er favoritter ved EM
Nu er det lige ved at være oppe over. Vi har ventet noget tid på EM-slutrunden, og nu er det i morgen, den bliver sat i gang.
For Danmarks vedkommende er det dog først på fredag, de spiller deres første kamp i gruppen, hvor de skal op imod Kroatien.
Danmark kommer til slutrunden med store ambitioner, selvom der er en del profiler, der ikke er med, og håbet er selvfølgelig, at de kan spille med om en medalje.
Ikast Håndbolds træner Søren Hansen har dog ikke Danmark med blandt de helt store favoritter ved slutrunden. Han peger i stedet på to andre nationer.
- Jeg ser Frankrig og Norge som rimelig favoritter, også fordi turneringen er sat sammen på den måde, at hvis holdene leverer, som de skal, så møder de to hold hinanden i finalen, siger Søren Hansen i et interview med Ekstra Bladet.