Ilda Kepic og Trine Knudsen forlader TTH Holstebro
Pressemeddelelse fra TTH Holstebro:
De to nuværende TTH-spillere Ilda Kepic og Trine Knudsen er ikke at finde på næste sæsons TTH-hold, da de begge stopper i klubben efter denne sæson.
For 25-årige Ilda Kepic udløber TTH-aftalen til sommer, og derefter går turen til udlandet, hvor hun skal afprøve sig selv i nye rammer.
- Jeg glæder mig meget til et nyt håndboldeventyr, og her er mit mål at blive en god to-vejs spiller igen. Det har jeg savnet, og da muligheden bød sig, var jeg ikke i tvivl. Jeg tager fra TTH Holstebro med glæde, da det har været godt og lærerigt at være en del af de gode rammer og det stærke miljø, som er i klubben. Derfor er jeg åben for et gensyn med TTH på et senere tidspunkt, siger Ilda Kepic.
Bagspilleren Trine Knudsen siger farvel til TTH før tid, efter gensidig aftale mellem Trine og klubben.
- Det har bestemt været en svær beslutning for mig, men jeg har brug for at starte op på en frisk i en ny klub. Klubben og jeg har ikke fået det ud af hinanden rent sportsligt, som vi begge havde håbet på. Nu skal jeg ud og finde ny glæde og gnist ved håndbolden. Jeg har været meget glad for miljøet og det set-up, der er i klubben og omkring holdet. Desværre har vi ikke lykkes, som vi gerne ville, og derfor skilles vi før tid, siger den 26-årige Trine Knudsen, der ønsker klubben held og lykke fremover.
For TTH Holstebro bliver det et farvel til to personligheder, som vil blive savnet.
- Både Ilda og Trine har begge ydet en stor indsats i klubben, og de har begge givet os masser af passion for holdet og klubben. Ilda´s valg om en større angrebsrolle er et godt og spændende valg. Vi håber meget, at det lykkes. For os er det med stor beklagelse, at vi og Trine Knudsen ikke har lykkes med vores fælles plan, og det er vi kede af. Vi håber det allerbedste for Trine i fremtiden, siger TTH-direktør John Mikkelsen.