Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Ditte Hansen

Jernhård Lady afløser Roslyng på Kvindelandsholdet

Et velkendt navn overtager rollen som Team Manager for Håndboldkvinderne

Der bliver bragt masser af erfaring ind omkring Håndboldkvinderne fra 1. april, når Tina Bøttzau starter som Team Manager for landsholdet.  

Tina Bøttzau var en del af 1990’ernes succeshold ’De Jernhårde Ladies’, og i perioden fra 1990 til 2000 spillede hun 120 landskampe, vandt to OL-guldmedaljer og et verdensmesterskab. Bøttzau overtager jobbet fra sin tidligere landsholdskollega, Christina Roslyng, som stoppede som Team Manager efter VM på hjemmebane i 2023. 

“Jeg glæder mig til at lære alle spillerne at kende og blive en del af det fællesskab, der er blevet skabt omkring landsholdet de seneste år. Der har været en spændende udvikling mellem ledere og spillere, hvor man har skabt en bæredygtig kultur, hvor der er plads til forskelligheder”, siger Tina Bøttzau i en pressemeddelse fra DanskHåndbold.  

Tina Bøttzau har siden afslutningen på sin håndboldkarriere uddannet sig til lærer. Derudover har hun en Master i Trivsel- og ressourcepsykologi fra Århus Universitet. Og det er noget hun kan bruge, når hun træder ind i sin nye rolle. 

“Jobbet har en to-delt rolle. Noget handler om ren praktik og noget andet handler om at være en der er med til at synliggøre den kultur, som de arbejder med. Så kulturen på holdet ikke kun er noget vi snakker om, men også er noget, vi gør og kan se. Jeg glæder mig til at arbejde med et hold, hvor mennesket, med alt hvad det kan indebære af frustrationer og sårbarhed, og ikke kun elitesportsudøveren, er i centrum”, siger Tina Bøttzau.  

Landstræner Jesper Jensen ser også frem til at få Tina Bøttzau med på holdet omkring holdet. Han håber, at hendes erfaring som spiller og uddannelsesmæssige baggrund kan være med til at præge kulturen på landsholdet. 

“Tina er tidligere elitespiller og er vant til at arbejde med unge mennesker. Hun kender til presset omkring et landshold, har meget på hjerte fagligt og menneskeligt og kan på den måde bidrage positivt til hele setuppet”, lyder det fra landstræneren. 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER