Jesper Jensen: Vi spillede med stort mod og hjerte i anden halvleg
For anden dag i træk måtte Team Esbjerg indse, at de tabte med mindst mulige margin.
Søndag eftermiddag tørnede Jesper Jensens tropper sammen med det ungarske storhold Györi Audi ETO KC, da de to mandskaber krydsede klinger i kampen om bronzemedaljerne i EHF Final4 Women.
I den ungarske hovedstad kæmpede esbjergenserne sig flot tilbage i opgøret efter at have været bagud med syv mål ved pausen, men de måtte til sidst se ungarerne løbe med bronzemedaljerne efter en spinkel sejr på 28-27.
Se kampen i tal herunder:
Györ : Ana Gros 6, Stine Oftedal 5, Linn Blohm 4, Estelle Nze-Minko 3, Kari Dale 3, Viktoria Lukacs 2, Line Haugsted 2, Eun Hee Ryu 1, Csenge Fodor 1, Sandra Toft 1.
Team Esbjerg : Vilde Ingstad 6, Henny Ella Reistad 5, Nora Mørk 4, Kristine Breistøl 4, Beyza Turkoglu 3, Mette Tranborg 2, Kathrine Heindahl 2, Marit Jacobsen 1.
"Det var spillerne, der blev ved med at hænge sammen og kæmpe for det, hvilket jeg syntes var flot. Og jeg tror, at det vil være godt for os i forhold til torsdag. Vi spillede med stort mod og hjerte i anden halvleg, hvor vi fandt ud af, hvad vi gerne vil stå for.", sagde Jesper Jensen til klubbens hjemmeside efter kampen.
Torsdag aften skal Jesper Jensen og co. i ilden igen, når de på hjemmebane støder sammen med Odense Håndbold i den anden DM-semifinale.