Karakterbog: Ren Reinhardt-råstyrke maste Ungarn til gullasch: Tre danskere scorer topkarakterer
Danmark moste Ungarn til gullasch og nappede en storsejr på 30-19: Fire sejre ud af fire mulige og nu cruiser danskerne mod kvartfinalen: Læs Europamesters karakterbog ovenpå endnu en dejlig, dansk VM-aften.
Granollers, Palau D’Esports de Granollers
Dommerpar: Zoran Loncar og Davor Loncar, Kroatien
Stillinger undervejs: 0-2, 2-4, 4-7, 8-7, 10-8, 12-9, 15-10, (15-11), 18-13, 21-15, 26-16, 28-19, (30-19).
12 - Althea Reinhardt: Hvis man spurgte sig selv om, hvorfor Odense-keeperen mon startede inde i stedet for Toft i så vigtig en kamp, så gav hun selv svaret: 17 redninger og en redningsprocent på 49 - læs lige de tal igen. Bar ene kvinde det danske hold på sine parader efter en svær start. Blev noget overraskende foretrukket til start og greb chancen. Snuppede også to straffekast. Stod langt størstedelen af kampen med en procent, der hele tiden lå på den gode side af 40 %. Respekt og ren verdensklasse af Reinhardt!
12 - Kathrine Heindahl: Blev første danske målscorer efter knap seks minutter, og det forløste noget i holdet. Havde evnen til hele tiden at stå det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og skabte ikke bare chancer for sig selv men også sine holdkammerater. Hun slider og slæber simpelthen hele tiden og gør tit et usynligt men fortrinligt stykke arbejde.
12 - Anne Mette Hansen: Anføreren fra Györ gik forrest, strålede af overskud og viste vejen i mørket. Brugte Heindahl som en anden skraldespand, og det samspil var bare eminent. Splittede det hele ad i første halvleg. Ren, rå råstyrke og verdensklasse! Brugte sin fysik til perfektion, og det kunne ungarerne slet ikke kapere. Tog lederrollen på sig og spillede én af karrierens bedste landskampe: 5 kasser og topkarakter!
10 - Louise Burgaard: Der skulle en indskiftning af netop Burgaard til at kaste gang i det danske hold. Blev egentlig smit ind i undertal som sub for Tranborg: Og hvilken befrielse, gå-på-mod og fanden-i-voldskhed, den stærke back tyrede ind i den danske omgang: Helt kold fra bænken blev hun smidt ind og så kun én vej: Mod målet!
10 - Jesper Jensen: Efter en noget shaky start, hvor den første rigtige modstand ved VM så ud til at gøre ondt, så fik han rettet godt til og indskiftningen af Burgaard skulle vise sig at få kampafgørende betydning. Bevarede i store dele af opgøret bagkæden med Anne Mette Hansen i fokus, og lige så snart hun fik sat det på plads, og skabte flere 10-målsføringer, så kom hele bænken i aktion.
10 - Kristina Jørgensen: Flød suverænt ind i det danske overtalsspil, og selvom rollen er lidt en anden end hjemme i Viborg, så er den unge bagspiller ikke bleg for at tage ansvar! Viser overblik både i overtal, undertal, i det etablerede spil og i de individuelle præstationer.
7 - Lærke Nolsøe: Danmark VM-topscorer viste en smule rysten på hånden på sine første afslutninger men kom godt efter det. Fire mål på seks forsøg og en rigtig vågen forsvarspræstation, hvor hun tvang flere angrebsfejl.
7 - Mie Højlund: Fik de fleste angrebsminutter og skød sig gerne ud af problemerne med det ene flæk efter det andet: Varierede også enkelte gange med sin lynhurtige fødder. Bagkæden med Højlund-Burgaard-Hansen gjorde, hvad der passede dem: Solid kamp af Højlund.
7 - Rikke Iversen: Afløste efter godt et kvarter en superspillende Heindahl. Skabte lige så meget ravage, som hun plejer og er brølestærk, lige så snart hun får bolden og vender rundt. Stærk præstation. 3/5.
7 - Simone Petersen: Danmarks klogeste og køligste håndboldhoved! Sendt ind i overtal og havde absolut ingen vanskeligheder i rent basketball-stil at drible bolden rund og først slippe den, da målchancen bød sig. Fik sine første rigtige spilminutter efter 40 minutter i 7-mod-6 og hvilken nydelse det er at se, hvordan hun på ganske få afleveringer kan splitte et helt forsvar ad.
7 - Michala Møller: Slutrundedebutanten blev sat ind i overtalsspillet sammen med Simone Petersen og Kristina Jørgensen: En ung, uprøvet men fandens farlig trio - hvad kan det ikke blive til, når de sammen får en 89-90 landskampe sammen! Hun er i hvert fald ikke bange for at træde på speederen mod mål, så snart hun ser den mindste chance.
4 - Trine Østergaard: Fik ikke en eneste bold at arbejde med i første halvleg og havde svært ved at lappe hullerne i højresiden i forsvaret i starten af kampen. Stod flere gange totalt blank men blev simpelthen overset. Fik én afslutning og nettede på den ene. Blev afløst med godt syv minutter igen.
4 - Mette Tranborg: Puha, det blev aldrig Tranborgs aften. Lavede indledningsvist et par klodsede fejl, der ikke fik den langlemmede højre back til at se alt for smart ud. Havde også svært ved at falde med ungarernes hurtige fødder. Løsnede bare ét skud men består grundet den solide base, hun formår at skabe.
4 - Line Haugsted: Havde offensivt utrolig svært ved at indstille sigtekornet og skulle måske lige slå bolden i jorden i stedet for bare at hamre bolden af sted.
UB - Simone Böhme: Fik lov at snuse til storsejren i de sidste syv minutter men fik ikke nogen afslutninger at arbejde med. For lidt spilletid til at få en karakter.
UB - Emma Friis: Afløste Nolsøe med godt 10 minutter retur. For lidt spilletid til at få en karakter.
UB - Sandra Toft: Kom ind på et straffekast kort efter pausen men var ikke i nærheden af den. Kunne bare sidde og se på og juble, mens Reinhardt sugede al selvtillid ud af de ungarske profiler.
Næste opgave for Danmark er på fredag mod Tjekkiet, hvor danskerne med en sejr kan spille sig i kvartfinalen - uanset resultatet søndag mod Tyskland.